2020 var et dårligt år for indbrudstyvene. Ikke nok med at en pandemi fik folk til at blive hjemme. Antallet af nabohjælpere skød også i vejret i løbet af 2020. Så når et hus ”endelig” var forladt, var der alligevel lokale øjne, der kiggede med. Det gælder ikke mindst, hvis huset ligger i Sønderborg Kommune. For Sønderborg har med sine 48 nabohjælpere pr. 1.000 indbyggere flest nabohjælpere i Sydjylland. I 2019 var der 319 indbrud i private hjem i Sønderborg Kommune. I 2020 var tallet helt nede på 108. – Det har været et langt og sejt træk, og resultatet er ikke kommet af sig selv. Det er klart, at vi er hjulpet godt på vej af coronanedlukningen. Men det er det gode lokale SSP-samarbejde, en ihærdig gadeplansmedarbejder og ikke mindst de aktive nabohjælpere, der gør den helt store forskel, hvis vi skal vedligeholde det lave antal indbrud, vi havde i 2020. Vi har rigtig mange nabohjælpere i Sønderborg, og det er flot. Men vi vil gerne have endnu flere med, for de lokale øjne gør en enorm forskel, siger politikommissær i Sønderborg, Jan Rasmussen, som tilføjer, at et konstant efterforskningsmæssigt fokus på indbrudssager fra politiets side også i høj grad er med til at skabe resultater. SSP står for Skole, Socialforvaltning og Politi, og er et kriminalpræventivt samarbejde mellem de tre aktører. Ole Nordentoft Rasmussen fra Sønderborg Kommune er en af disse aktører, og ud over at være leder af Sønderborg Ungdomsskole, arbejder han tæt sammen med Jan Rasmussen om det forebyggende arbejde i det kriminelle miljø. – Vores gadeplansmedarbejder gør et stort opsøgende arbejde, og på den måde kender vi faktisk mange af dem, der har stået for langt de fleste indbrud. Dem, der sidder i fængsel, besøger vi, og hjælper dem fx ved at sikre dem kontanthjælp og et sted at bo, inden de bliver løsladt. På den måde skaber vi en sikkerhed for dem, så de har et godt fundament, den dag de kommer ud, siger Ole Nordentoft Rasmussen. Sønderborg Kommune og det lokale politi har siden november 2019 samarbejdet med Bo trygt! om at nedbringe antallet af indbrud og skabe større tryghed i kommunen. Gode råd: Sådan kan du snyde tyven i ferien
- Tænk over, hvor synlige dine særligt værdifulde genstande er. Kan man se dine designermøbler, smykker eller lignende gennem vinduerne ude på gaden?
- Efterlad lidt opvask, vasketøj eller børnenes legetøj, så huset ser beboet ud.
- Sæt en timer på din radio og dit lys, eller brug et såkaldt fake-tv, der får det til at se ud som om, at dit tv er tændt.
- Lås dine redskaber og dit værktøj inde i redskabsskuret, så de ikke kan bruges til at bryde ind i din bolig.
- Klip hækken, så den højest er 1,6 meter høj. Dermed fjerner du gode gemmesteder omkring boligen, som kan give tyven ‘arbejdsro’.
- Arrangér feriehjælp via Nabohjælps app
Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjaelp.dk og om, hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk Hent Nabohjælps app I appen får du mulighed for at
- Danne netværk med alle nabolagets nabohjælpere
- Skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
- Arrangere feriehjælp
- Koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i nabolaget
Appen kan downloades i App Store: https://www.apple.com/dk/ios/app-store/ eller i Google Play: https://play.google.com/store
Kommune |
Antal nabohjælpere |
Nabohjælpere pr. 1000 indbyggere |
Billund |
877 |
33,1 |
Esbjerg |
4903 |
42,5 |
Fredericia |
2065 |
40,3 |
Haderslev |
1987 |
35,8 |
Kolding |
3371 |
36,2 |
Sønderborg |
3543 |
48,0 |
Tønder |
909 |
24,5 |
Varde |
1818 |
36,6 |
Vejen |
1196 |
28,0 |
Aabenraa |
2256 |
38,6 |
|