En festlig sommertradition fortsætter, når Kongeparret bliver modtaget tirsdag den 9. juli 2024 i Gråsten i forbindelse med sommeropholdet på Graasten Slot.
Det glæder borgmester Erik Lauritzen.
– Vi er meget stolte over, at den kongelige familie fortsat ønsker at bruge Graasten Slot. Det betyder meget for os i Sønderborg Kommune samt sønderjyderne, at landsdelen har stærke bånd til Kongehuset, siger han.
Sønderborg Kommune modtager Kongeparret på Torvet i Gråsten tirsdag den 9. juli. Tidspunkt og detaljer for modtagelsen meldes ud senere.
– Vi glæder os til at byde Kongeparret velkommen i Gråsten, og vi er meget glade for, at Kongeparret dermed fortsætter den tradition, som Dronning Margrethe fulgte i mange år i forbindelse med sommeropholdet på Graasten Slot. Når Kongeflaget er hejst på Graasten Slot, så er det for mange sønderjyder den dag, hvor sommerferien virkelig går i gang, siger borgmester Erik Lauritzen.