|
Arrangementet er fra kl. 10 til 12, det er gratis, og alle er velkommen. På havnen ved Emmas Have sætter naturvejlederne et muslingerør op i forbindelse med insekthaven Blomster Bygger Broer. I muslingerøret kan man se og opleve, hvordan blåmuslinger renser havvandet for alger. Blåmuslingerne dyrkes i såkaldte havhaver, og naturvejlederne vil sammen med foreningen Den Blå Kolonihave vise, hvordan man dyrker en havhave og laver spændende mad med de råvarer, der er dyrket i havet og havhaverne. – Vi er omgivet af hav i Sønderborg Kommune og har masser af gode områder, hvor det er oplagt at bruge vandet som en ressource. Blåmuslingerne smager godt, og så er de også med til at rense havvandet for alger og på den måde forbedre vandkvaliteten, siger formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, Tom Hartvig Nielsen. Alle kan dyrke havhaver, og i forbindelse med arrangementet vil foreningen Den Blå Kolonihave fortælle om, hvordan man selv kan dyrke blåmuslinger eller være med i foreningen. Ud over havhaver bygger naturvejlederne også insekthoteller ved arrangementet den 2. april på Gråsten Havn. Hotellerne er for alle landlevende dyr, som har brug for huler, sprækker og steder, hvor de kan bo. – Biodiversiteten er trængt og har brug, at vi giver den en hjælpende hånd. På dagen viser vi, hvordan man med selv små tiltag kan være med til at hjælpe insekter, fugle og padder derhjemme i haven, på altanen eller hushjørnet, fortæller Rasmus Ladekjær Nielsen, der er naturvejleder hos Naturvejlederne Sønderborg. Rasmus Ladekjær Nielsen vil sammen med sine kolleger vise og fortælle om, hvad man selv kan gøre. Alle kan være med, og når man har bygget et fint insekthotel, guider naturvejlederne i, hvordan hotellet bedst placeres derhjemme. Arrangementet er et af flere arrangementer, som skal fremme vild natur Sønderborg Kommune. På hjemmesiden https://sonderborg.dk/temaer/vildkommune/ kan man følge med og se flere tips og trick til, hvordan man kan hjælpe den vilde natur.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/1594be93-33d1-80cd-ae3e-470bb236e333.jpg Der plukkes muslinger. https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/77815ba2-a267-6d60-e06d- 6590235489cd.jpg Man kan også bygge insekthotel, hvis man møder op på Gråsten Havn den 2. april.
|