Friluftsrådet godkender Pilotnaturpark Nordals

Nordals udnævnt som pilotnaturpark

Sønderborg Kommune vil sætte Nordals på landkortet som attraktiv destination for naturoplevelser og friluftsliv. Derfor er der i kommunen stor glæde over, at Nordals Pilotnaturpark er blevet optaget i Friluftsrådets mærkningsordning Danske Naturparker.

Det 18.000 år gamle istidslandskab på Nordals har fået en fornem udmærkelse. Friluftsrådet har netop godkendt Sønderborg Kommunes ansøgning om at få optaget Pilotnaturpark Nordals i mærkningsordningen Danske Naturparker.
Pilotnaturpark Nordals omfatter blandt andet Nordborg Sø, Oksbøl Skov, Mjels Sø og Bundsø. Med genopretningen af Mjels Sø og Bundsø, fremstår fjordlandskabet som det gjorde i slutningen af 1500-tallet.
– Vi er rigtig glade for den melding i Sønderborg Kommune. Det er en supernyhed i en tid, hvor det ellers nok kan knibe med lyspunkter. Det er prisværdigt, at Friluftsrådet ligesom os finder, at de genskabte søer Oldenor, Mjels Sø og Bundsø sammen med Oksbøl Skov har så stor værdi naturmæssigt, landskabeligt og kulturhistorisk, at grundlaget for at få kvalitetsstemplet ”pilotnaturpark” er til stede, siger borgmester Erik Lauritzen.
Stor værdi for friluftslivet
Danske Naturparker er Friluftsrådets mærkningsordning for større sammenhængende naturområder af regional eller national betydning. Friluftsrådet er glade for at kunne byde Nordals velkommen til mærkningsordningen Danske Naturparker.
– Vi er rigtig glade for, at Pilotnaturpark Nordals nu er en realitet. Pilotnaturpark Nordals har en fantastisk natur med gode muligheder for friluftsliv. Området rummer mange forskellige naturtyper både på land og til vands, og der er gode muligheder for at vandre, cykle, ride, overnatte og meget andet. Derfor er det et naturområde i særklasse, som der er stort potentiale i at udvikle til glæde for lokale og besøgende, siger Flemming Larsen, formand for nationalkomitéen for Danske Naturparker og bestyrelsesmedlem i Friluftsrådet.
Som pilotnaturpark skal man opfylde syv af de ti kriterier, der er for at være medlem af Danske Naturparker. Blandt andet skal minimum 50 procent af naturparkens areal være beskyttet natur, og naturparken skal være forankret lokalt gennem inddragelse af borgere og lodsejere.
Sønderborg Kommune er langt fremme i arbejdet med at opfylde de sidste kriterier for at blive en egentlig naturpark. Der skal inden sommerferien oprettes et naturparkråd med repræsentanter fra lokale lodsejere, organisationer m.fl. Sammen med rådet vil kommunen fastlægge den endelige afgrænsning for naturparken og udarbejde en naturparkplan, og til september forventer kommunen at kunne behandle tillægget til kommuneplanen, som er det sidste kriterie. En meget vigtig milepæl er nået med optagelsen i mærkningsordningen, men arbejdet fortsætter ufortrødent mod endemålet: Naturpark Nordals.
Grønt åndehul i grøn kommune
Sønderborg Kommune håber, at optagelsen i Danske Naturparker kan synliggøre Nordals’ særlige naturkvaliteter, blandt andet i forhold til turisme.
– Pilotnaturparken vil være et fortjent og fortrinligt supplement til den øvrige indsats, der gøres for at sætte Nordals på landkortet som destination for turister, der holder af fred, ro og oplevelser i naturen. Vi sætter også stor pris på den lokale, frivillige opbakning, som er selve grundlaget for at søge om at blive naturpark. Jeg glæder mig til at se Pilotnaturpark Nordals vokse – fysisk og i folks bevidsthed – som et grønt åndehul i en grøn kommune, siger Erik Lauritzen.
Der findes i alt 11 naturparker og tre pilotnaturparker, som er medlemmer af Danske Naturparker. Ud over Pilotnaturpark Nordals, er Pilotnaturpark Ringsted også netop blevet optaget i mærkningsordningen.

Kontaktinformation:

Borgmester Erik Lauritzen, tlf. 27 90 02 06, mail: ela@sonderborg.dk
Seniorkonsulent i Bæredygtighed og Natur, Ebbe Enøe, tlf. 27 90 54 83, mail: eeno@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top