Folkekøkken i Sønderborg skal hjælpe udsatte

Det er blevet meget dyrere at leve. Inflationen er høj, og det er samtidig blevet dyrere at bruge varme og strøm. Det rammer også de mest udsatte borgere i Sønderborg Kommune, der har fået mindre at leve for.
 
Men nu er der hjælp på vej, for en lang række af de frivillige foreninger i Sønderborg Kommune opretter et folkekøkken, der forventes at åbne i januar. Planen er, at folkekøkkenet holder åbent hver torsdag fra kl. 17 til 20, hvor udsatte borgere mod et lille egenbidrag kan få et godt måltid mad.
 
Sønderborg Kommune stiller Frivillighedens Hus på Perlegade i Sønderborg til rådighed for folkekøkkenet.
 
– I Sønderborg Kommune synes vi, at det er et super godt initiativ, der kommer fra de sociale, frivillige foreninger i denne tid, hvor mange udsatte borgere er udfordret på stigende priser på mad, varme og el. Derfor vil vi gerne støtte op om et folkekøkken i det omfang, det kan lade sig gøre, hvilket er årsagen til, at vi stiller Frivillighedens Hus til rådighed for folkekøkkenet. Her har kommunen rammerne, der gør, at der både kan laves mad, og der er god plads til at huse de personer, der møder op, siger formanden for Sundhedsudvalget, Didde Lauritzen. 

Følgende foreninger og partnere står bag folkekøkkenet i Sønderborg: Kirkens Korshær Sønderborg, Udsatterådet i Sønderborg Kommune, Red Barnet Sønderborg, Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Sønderborg, Sønderborg Kvinde- & Krisecenter, SIND Sønderborg, Frelsens Hær Sønderborg og Røde Kors Sønderborg.
 
Stefan Lydal, der er formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, sender en stor tak til initiativtagerne bag folkekøkkenet.
 
– I Sønderborg Kommune er de frivillige foreninger et vigtigt fundament for mange borgere i kommunen. Foreningernes indsats gør en enorm forskel i vores samfund, og særligt i forhold til de borgere, der har brug for hjælp til sundhed og trivsel eller i det hele taget støtte til at klare hverdagen. Det er helt fantastisk, hvad der bliver gjort på frivillig basis, og de frivillige foreninger fortjener al den støtte, vi har mulighed for at give dem, siger han. 

Foreningerne har rammerne til folkekøkkenet på plads, men leder derudover også efter et sted, der er egnet til opbevaring af de fødevarer, som bliver doneret til folkekøkkenet.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top