Elstrup-Elstrupskov er Årets Landsby i Sønderborg Kommune

Eva Sindberg Hinrichsen, til højre, overrakte blomster og en plakette til Gretel D. Jørgensen, der er formand for Elstrup-Elstrupskov Landsbylaug. Foto: Sønderborg Kommune 

Julearrangement, affaldsindsamling, multifest og opsætning af en ny badebro. Det var nogle af de aktiviteter, der gav fællesskab og livskvalitet i Elstrup-Elstrupskov i 2021. En enig dommerkomité har derfor valgt at pege på Elstrup-Elstrupskov som Årets Landsby i Sønderborg Kommune.  

Når Sønderborg Kommune kårer Årets Landsby, kigger dommerkomiteen på, om landsbyen tør tænke nyt, tør tage chancer, viser bredde og har opbakning fra hele landsbyen samt om landsbyen har aktiviteter, som andre kan blive inspireret af.
 
Dommerkomiteen var enige i valget af Årets Landsby 2021, som blev Elstrup-Elstrupskov på Nordals. Landsbyen fik mandag aften overrakt prisen, som består af 5000 kroner, en plakette og en vandreskulptur.
 
Landsbylauget i Elstrup-Elstrupskov har blandt andet stået for et julearrangement, affaldsindsamling, deltaget i et filmprojekt, arrangeret en multifest og har sat en ny badebro op på Fladbæk Strand.
 
Landsbyen viste sidste år desuden stort sammenhold i forbindelse med planerne om en lokalplan for det bevaringsværdige miljø i byen. Denne plan var landsbyen ikke vild med, og med blandt andet indsigelser og underskriftsindsamling lykkedes det at få planerne ændret.
 
Derfor pegede dommerkomiteen på den nordalsiske landsby, som gennem mange år har samlet og koordineret kræfterne, og som har bevist værdien af et landsbylaug.
 
FAKTA
Årets Landsby blev kåret i forbindelse med årsmødet i Landsbyforum, som foregik i Mommark mandag aften. Dommerkomiteen består af byrådsmedlem Erik Krogh, Eva Sindberg Hinrichsen som repræsentant for Blans, som blev Årets Landsby i 2019, Angela Coriand, Landsbyforum, samt landsbyudvikler Carl Erik Maae fra Sønderborg Kommune.
 

Kontaktinformation:

Carl Erik Maae, landsbyudvikler
Tlf. 27 90 54 69

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top