|
Udbedringen af forholdende på Kløver-Skolen sker ved at tage en blok ad gangen, som betyder, at der vil ske interne rokeringer af elever og personale i byggeperioden. Samtidig vil ca. 45 elever blive genhuset på Ahlmann-Skolen. Det drejer sig om elever i indskoling og mellemtrin, som fra starten af august flyttes til nye midlertidige rammer frem til foråret 2027. Årsagen er et brandtilsyn i august 2025, der viste, at skolens bygninger ikke i tilstrækkelig grad understøtter den elevgruppe, der i dag går på skolen – blandt andet fordi flere elever har behov for hjælpemidler og ekstra støtte i hverdagen. Kløver-Skolen kan fortsat have elever på matriklen, da der udarbejdet en ny brandinstruks, ABA-alarmer er installeret, og alle påbud fra brandtilsynet i efteråret 2025 er håndteret. Løsningen er valgt for at sikre både tryghed og gode læringsforhold under hele renoveringen. – Der bliver taget størst muligt hensyn til elevernes hverdag. Men det er helt afgørende, at vi har trygge og sikre rammer for vores elever. Derfor sætter vi nu gang i en nødvendig opgradering af brandsikkerheden på Kløver-Skolen, så skolen lever op til de krav, der stilles, siger Jesper Smaling, formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget. Faciliteterne på Ahlmann-Skolen til genhusningen af en gruppe elever opfylder de nødvendige krav. – Der er lagt vægt på at finde en løsning, hvor eleverne fortsat har gode rammer i hverdagen, der giver gode muligheder for både undervisning og trivsel. På Ahlmann-Skolen er der både store lokaler, grupperum og gode udeområder, som understøtter elevernes behov, siger Susanne Blegvad Posselt, næstformand for Børn-, Skole- og Familieudvalget. Medarbejdere, skolebestyrelse og forældre er orienteret om planen, og kommunen vil løbende informere om processen frem mod færdiggørelsen i foråret 2027. Behovs- og mulighedsanalyse for Kløver-Skolen Børn-, Skole- og Familieudvalget sætter samtidig arbejdet med en behovs- og mulighedsanalyse af Kløver-Skolen i gang. Kløver-Skolen er i dag placeret på to matrikler, og der er i forbindelse med arbejdet med blandt andet brand- og flugtvejsforhold identificeret behov for at se bredere på skolens samlede rammer. Analysen skal danne et solidt og helhedsorienteret grundlag for de fremtidige rammer for Kløver-Skolen, så specialskolen lever op til fysiske rammer, læringsmiljøer og organisering samt afdække fremtidige behov og muligheder – herunder også samspillet med det øvrige specialområde i kommunen.
|