Det skal være nemt og sjovt at være fysisk aktiv i hverdagen

Det skal være nemt og sjovt at være fysisk aktiv i hverdagen

I 2021 føjer Sønderborg Kommune to nye initiativer til listen over ting, der skal være med til at fremme fysisk aktivitet som en naturlig del af hverdagen. Det ene er udbredelsen af gangfællesskaber. Det andet er et projekt, der skal få mere fysisk aktivitet ind i dagtilbud og skoler.

Bedre kondition, stærkere knogler, mindre fedt i blodet og mindre risiko for at udvikle overvægt og diabetes. Dertil kommer mere selvværd, selvtillid og en bedre mental sundhed i det hele taget. Der er mange fordele ved at være fysisk aktiv, og det gælder både for børn og voksne, og derfor sætter Sønderborg Kommune gang i to nye tiltag, der skal hjælpe børn og voksne til at være mere fysisk aktive i hverdagen.
 
Gå-fællesskaber i lokalsamfundet
Fra 2021 indgår Sønderborg Kommune et etårigt samarbejde med DGI om etablere ’Bevæg dig for livet gangfællesskaber’.
 
– Gang er en let tilgængelig aktivitet, hvor de fleste kan være med, og hvor man meget hurtigt kan mærke gevinsterne af at komme i bedre form. Man får det simpelthen bedre både fysisk og psykisk, når man kommer ud og bevæger sig. Fællesskabet er en vigtig sidegevinst, der både er med til at bekæmpe ensomhed, men som også kan være med til at motivere og fastholde én i at komme afsted, siger formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen.
 
Planen er, at gangfællesskaberne dels kommer til at udspringe i nogle af de fællesskaber, der allerede findes rundt omkring lokalt. Men formålet er også, at etablere nye fællesskaber, med særligt fokus på at sikre en geografisk spredning af gangfællesskaberne. Det hele skal ske i tæt samarbejde med foreningsliv, lokalsamfund og landsbylaugene, så det bliver selvdrevne fællesskaber, der kan køre videre, når det etårige samarbejde slutter.
 
Derudover vil der være fokus på borgere, som har brug for hjælp til at blive fysisk aktive i hverdagen. Det kan både være mennesker, der ikke er vant til at være fysisk aktive, og mennesker med fx kroniske sygdomme.
 
Et sundere børneliv
Med projektet ’Fysisk aktive dagtilbud og skoler – for et sundere børneliv’ vil Sønderborg Kommune give børn i alderen 0-9 år sved på panden og smil på læben. Det kommer til at ske ved at indføre mere fysisk aktivitet med moderat til høj intensitet på en sjov og inkluderende måde, der giver alle børn lyst til at være med. Målet er at styrke børnenes motorik, mindske overvægt og øge deres deltagelse i idrætstilbud i fritiden.
 
Det bliver Børnegården Humle Tumle og Humlehøj-Skolen, der kommer til at være bannerførere for projektet i skoleåret 21/22. Begge institutioner har allerede fokus på idræt og fysisk aktivitet.
 
– De to institutioner har selv meldt sig på banen, og det er flot, at de har modet til at gå foran. Vi ser lige nu en udvikling i retningen af en mere stillesiddende adfærd og stigende overvægt. De vaner skal vi have brudt for de kommende generationer, og det bliver nødt til at ske gennem motivation fra en tidlig alder. Hvis man allerede i børnehaven og op gennem skoletiden oplever fysisk aktivitet som sjovt og positivt, og som noget man glæder sig til, så er der en god mulighed for, at man tager det med sig ind i voksenlivet, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Claus Klaris.

Kontaktinformation:

Helge Larsen, formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune. Tlf. 27 90 02 05, e-mail hla@sonderborg.dk

Claus Klaris, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, tlf. 27 90 02 16, ckl@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top