Cyklistforbundets børnemotionskampagne Alle Børn Cykler er i fuld gang, hvor eleverne dyster om at cykle flest dage til skole og i fritiden. Derudover kan eleverne og deres familie deltage i en særlig familiekonkurrence, hvor man kan vinde en cykelferie på Samsø. I Sønderborg Kommune deltager 110 klasser med i alt 2.344 elever fra 13 skoler i kampagnen. Det er klasselæreren der melder til, og registrerer hvor mange dage den enkelte elev cykler enten til skole eller i fritiden. Formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen siger: – Børn cykler, når forældrene bakker op om det. Den bedste måde at bakke op, er selvfølgelig ved selv at vælge cyklen i hverdagen – både til arbejde, og hvis det ikke er muligt, så på småture til fx bageren, også selvom det regner. Og så er det selvfølgelig helt afgørende, at forældrene skaber gode rammer for cykling: Sørg for en god og velsmurt cykel med gode lygter, et behageligt sæt regntøj, og måske en cykelkurv bagpå, så gymnastiktasken også kan være der. Træn skolevejen og hjælp så dit barn med at komme godt afsted i god tid om morgenen, lyder opfordringen. Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Claus Klaris kan også få øje på de mange fordele, der er ved at hjælpe ens børn i gang med at cykle: – Det giver en masse godt til barnets trivsel og læring på flere planer. Helt lavpraktisk så er hjernen mere frisk og klar til at lære, når kroppen har været i gang. Men det giver også rigtig meget i forhold til at udvikle robusthed, ansvarlighed og tro på egne evner, at man kan transportere sig selv i stedet for at være afhængig af at blive kørt af mor og far. Og dage med lidt regn og blæst giver faktisk allermest på den konto. Kampagnen afsluttes med en lodtrækning, hvor klasserne kan vinde alt fra cykler og cykellygter til klassefester og karameller. Derudover udnævnes Årets Børnecyklist. Årets hovedpræmie er mountainbikes i topkvalitet fra HF Christiansen af mærket Principia eller Centurion til alle elever i vinderklassen OG deres lærer. Målinger og vurderinger foretaget af COWI gennem flere år slår fast, at kampagnen gør en forskel: Flere elever cykler i kampagneperioden, mange cykler mere end normalt, og flere holder også efterfølgende fast i cyklen. Kampagnen kører den 7.-20. september på skoler over hele landet.
|