Væksten kan ikke forhindre besparelser i 2021

Silkeborg Kommune ser ind i store besparelser i 2021, og uden befolkningsvæksten vil besparelserne sandsynligvis være endnu større. Byrådet ser lige nu på forslag til besparelser på op til 100 mio. kr. i 2021. De konkrete forslag til besparelser i budgettet for 2021 offentliggøres 19. marts 2020.

– Desværre bliver vi ramt af en negativ udvikling, som kommer til os udefra. Det betyder samlet set, at vi er nødt til at gennemføre besparelser, siger borgmester Steen Vindum.

Byrådet var 26. februar 2020 samlet til det årlige målseminar, som indleder byrådets arbejde med budgettet for 2021. Her får byrådet det første samlede overblik over kommunens udfordringer og muligheder i de kommende år.

De økonomiske udfordringer
I de store tals lov har Silkeborg Kommune lige nu en økonomisk udfordring på omkring 100 mio. kr. 

Udfordringen består blandt andet af stor usikkerhed om 65 mio. kr., som Silkeborg Kommune står til at miste:

  • -28 mio. kr. i udligningen mellem kommunerne
  • -24 mio. kr. i mistet finansieringstilskud 
  • -13 mio. kr. til kommunal medfinansiering af sundhedsområdet.

Desuden mangler der 35 mio. kr. til at dække udgifterne til kommunens drift, vel at mærke under forudsætning af at de politiske udvalg overholder budgetrammerne. 

Det er især tre områder, hvor driften er presset:

– Vi overtager stadig flere og mere komplicerede opgaver fra sygehusene til i det nære sundhedsvæsen i kommunen uden, at der samtidig følger tilstrækkelig med penge med til at løse de nye opgaver. Vi oplever en stigning i antallet af børn og familier med særlige behov, og vi oplever en stigning i antallet af voksne, især unge, med særlige behov blandt andet som følge af flere diagnoser. Det er en udvikling, som rigtig mange kommuner oplever i øjeblikket, siger Steen Vindum.

– Jeg har et håb om, at vi ikke mister helt så mange penge, som vi står til lige nu i de reformer, Folketinget skal vedtage. Desuden har jeg et håb om, at den høje vækst i befolkningstallet og i vores virksomheder giver os ekstra skatteindtægter, der kan dække nogle af vores udfordringer. Men vi kommer ikke uden om, at vi skal spare, siger borgmester Steen Vindum.

Væksten og usikkerhed om indtægterne
Hver dag ankommer i gennemsnit en flyttebil med en ny børnefamilie til Silkeborg Kommune. I 2019 havde Silkeborg den 8. højeste vækst blandt kommuner i Danmark. Væksten i de kommende ti år svarer til 8-9 nye daginstitutioner og 1-2 store skoler. Væksten betyder flere udgifter, men også flere skatteindtægter.

– Væksten giver stigende skatteindtægter, vores ledighed er lav, og vi er en veldrevet kommune med de 13. laveste serviceudgifter pr. borger i Danmark, og vi har de 5. laveste udgifter i Danmark til ledelse og administration pr. indbygger. Derfor har vi alt andet lige et godt udgangspunkt som kommune, siger Steen Vindum. 

– Men på indtægtssiden er der forsat stor uklarhed omkring kommunal medfinansiering, balancetilskud, tilskudsordninger, overgangsordninger i kommunernes økonomi og en kommende udligningsreform, som kan flytte rundt på store millionbeløb mellem kommunerne, siger Steen Vindum.

Godt samarbejde i byrådet
– For at få kommunens indtægter og udgifter til at balancere er byrådet derfor desværre nødt til at finde besparelser, og uden væksten ville vi alt andet lige skulle finde endnu større besparelser. Byrådet kender udfordringerne, og der er en god stemning og et godt samarbejde i byrådet. Vi er enighed om, at vi har en fælles opgave i at sikre kommunen en robust økonomi med balance mellem indtægter og udgifter, siger borgmester Steen Vindum.

Forslag til besparelser offentliggøres 19. marts 2020
– Nu fortsætter de politiske drøftelser i de politiske udvalg og mellem partierne om næste års budget og de besparelser, som er nødvendige for at få indtægter og udgifter til at balancere.

17. marts 2020 beslutter Økonomi- og Erhvervsudvalget, hvilke forslag til besparelser, der skal med i den videre budgetproces. Herefter informeres de medarbejdere, institutioner og brugere, som bliver berørt af de enkelte forslag, og 19. marts 2020 kl. 10 offentliggøres det samlede katalog over forslag til besparelser på kommunens intranet og hjemmeside.

Byrådets årlige målseminar er indledningen til arbejdet med budgettet for det kommende år og de efterfølgende tre overslagsår. Byrådet førstebehandler budgettet 15. september 2020, og andenbehandlingen sker 7. oktober 2020, hvor byrådet vedtager næste års budget.

 

 

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top