Tusindvis af børn på skolevejene

I Silkeborg Kommune vil der i august måned være skilte med teksten ”Pas på os” langs skolevejene. Det er et synligt bevis på, at nu er sommerferien ved at være slut og tusindvis af mindre og større børn vil igen færdes til fods, på cykel, løbehjul og lignende til og fra skole hver dag. Det stiller krav til trafikanterne om at vise ekstra hensyn.

I næste uge begynder tusindvis af børn i skole, og med kampagnen ”Børn på vej” vil Silkeborg Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden minde alle trafikanter om at passe godt på børnene. Forældrene får også hjælp til at klæde børnene på, så de bliver mere sikre i trafikken.

”Det kan være svært for børn og unge at overskue den ofte kaotiske morgentrafik. Derfor er det vigtigt, at bilisterne sænker farten og viser hensyn, så ingen skoleelever kommer til skade i trafikken”, siger udvalgsformand Hans Okholm fra Silkeborg Kommune.

Udover skiltene, der skal få trafikanterne til at vise ekstra hensyn, gennemfører politiet også en lang række kontroller på skolevejene for at få flere til at overholde fartgrænserne og være opmærksomme. Silkeborg Kommune sætter sine egne skilte op langs skolevejene med teksten ”Pas på os” og uddeler kampagnepakker til skolerne, så det bliver lettere at undervise børn og unge i sikker adfærd i trafikken. Kampagnen varer fra uge 33 til og med uge 36. Politiet gennemfører kontrol på skolevejene i ugerne 32 og 33. 

Men kampagner og politikontrol gør det ikke alene. Det er også vigtigt, at forældrene har lært deres børn, hvad de skal være opmærksomme på i trafikken, og hvordan de passer på sig selv.

Gør dit barn klar til trafikken
Som noget nyt tilbyder kommunerne, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i år en håndsrækning til forældrene, så de kan blive bedre klædt på til at lære børnene, hvordan man færdes sikkert i trafikken.

Som forældre kan der være mange spørgsmål. Fx hvornår er barnet klar til at gå alene i skole, og hvordan får man sin teenager til at spænde cykelhjelmen?

På hjemmesiden sikkertrafik.dk/mitbarn kan forældre tilmelde sig et gratis nyhedsbrev med gode råd og øvelser, der er målrettet barnets alder. På den måde får man løbende hjælp til at sætte fokus på de vigtigste områder, der kan være med til at sikre, at barnet er klædt bedst muligt på til at klare sig i trafikken.

”Forældrene spiller en meget vigtig rolle i forhold til børns adfærd i trafikken. Børnene lytter til dem og ser dem som rollemodeller. Vi får også mange spørgsmål fra forældre om, hvordan man gør det bedst muligt. Derfor hjælper vi nu med at give et overblik og tilbyde gode råd og øvelser, der er målrettet barnets alder”, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd til forældre 
Få gode trafikråd målrettet dit barns alder: www.sikkertrafik.dk/forældre

Tilmeld dig et gratis nyhedsbrev fra Rådet for Sikker Trafik, så du løbende får gode råd i din indbakke tre til fire gange om året: sikkertrafik.dk/mitbarn

Kontaktpersoner:Rosa Nissen, projektleder, Rådet for Sikker Trafik: 61 65 04 43.
Jeppe Gudmandsen, pressemedarbejder, Rådet for Sikker Trafik: 28 11 58 63.
Hans Okholm, udvalgsformand, Silkeborg Kommune: 24 88 39 39
Yvonne H. Sørensen, trafikmedarbejder, Silkeborg Kommune: 89 70 15 27

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top