Sundhedsprisen 2014 går til Trivselsgrupper for skoleelever, som Selvhjælp Silkeborg har iværksat for børn og unge, der har brug for støtte til at blive lidt gladere og mere trygge i deres klasse
Til at lede grupperne er der to gruppeledere, hvor den ene er ansat på skolen og den anden er en frivillig med tilknytning til Selvhjælp Silkeborg. Det er en særlig konstellation, som ikke er praktiseret tidligere i Silkeborg Kommune. Den ansatte bidrager med kendskab til eleven og den hverdag, som eleven færdes i. Den frivillige har en styrke i slet ikke at have dette kendskab og dermed kan stille nogle andre spørgsmål og se eleven i et helt nyt lys.
I øjeblikket er flere skoler ved at oprette Trivselsgrupper for skoleelever og andre kommuner er begyndt at skæve til, hvad Selvhjælp Silkeborg gør her i kommunen.
-Sundhed er meget andet end, at vores krop har det godt. Det er i den grad også vigtigt, at have det godt mentalt; at vi oplever at kunne bruge vores evner, at håndtere dagligdags udfordringer og kan være en del af et fællesskab. Trivselsgrupper for skoleelever er netop et unikt initiativ, der styrker elevernes mentale sundhed i hverdagen. Trivselsgrupperne finder sted på den skole, eleverne går på, og vi ved, at det betyder så utroligt meget at have det godt i skolen. Både fordi det har betydning for læringen, men det følger også én hele livet i forhold til at tro på, at man er noget værd. Desværre er der flere og flere børn og unge, der beretter, at de ikke trives, og derfor er det vigtigt at hylde initiativer som dette, udtaler Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget.
Med Sundhedsprisen 2014 får Trivselsgrupper for Skoleelever nu æren og de 10.000 kr., som forhåbentligt kan være med til at styrke Trivselsgruppernes arbejde.
Prisen overrækkes lige inden Herrehåndbold Liga-kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Ribe Esbjerg HH fløjtes i gang, onsdag den 17. december kl. 19.30 i Silkeborg Hallerne.
For yderligere kontakt:
• Sundhedskonsulent Malene S. Kjær, tlf. 51 33 10 34 eller e-mail msk@silkeborg.dk
• Formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget Elin Sonne, tlf. 23 30 43 70 eller e-mail elin.sonne@silkeborg.dk