Silkeborgmotorvejen åbner med kæmpe vejfest

Silkeborgmotorvejen åbner 11. september, og det skal fejres! Danmarks største vejfest strækker sig over fire dage med kultur, motion og selvfølgelig den officielle åbning

Silkeborgmotorvejen åbner søndag den 11. september 2016 og Vejdirektoratet, Silkeborg Kommune, Silkeborg Musik og Kultur Events og DGI, i samarbejde med lokale foreninger, har etableret et tæt samarbejde om at markere åbningen af Silkeborgmotorvejen med en fest, der strækker sig over fire dage.

Danmarks Største Vejfest består af kultur, motion og den officielle vejåbning.
Motionsarrangementerne foregår på selve motorvejen, mens kulturbegivenhederne foregår dels i Silkeborg by og på Cirkuspladsen ved siden af Silkeborgmotorvejen.

Officiel vejåbning

Efter omkring fem års anlægsarbejde er Silkeborgmotorvejen færdig til september. Vejdirektoratet inviterer til den officielle åbning af motorvejen, som kommer til at foregå om eftermiddagen den 11. september. Alle er velkomne til vejåbningen og vil der være noget til hele familien – også til børnene. Arrangementet består af den officielle åbning af vejen og forskellig underholdning. Du kan også blive klogere på vejen og på Vejdirektoratet. Hvem der foretager åbningen melder vi ud senere. Åbningen finder sted på motorvejen ved og omkring Vejdirektoratets tilsynskontor på Nørre Skov Bakke.

Koncert på Cirkuspladsen og kulturevents i byen

Programmet for kulturelementerne ved Danmarks Største Vejfest er fortsat under udvikling, men følgende programdele er fastsat: DAD, Dizzy Mizz Lizzy, Gnags mfl. spiller koncerter ved åbningsfesten lørdag den 10. september. Festen foregår på Cirkuspladsen lige ved Silkeborgmotorvejen og har en kapacitet på op til 20.000 publikummer. Derudover vil der blive afholdt flere kulturbegivenheder i Silkeborg by torsdag og fredag, arrangeret i samarbejde med det lokale handels- og erhvervsliv, Visit Silkeborg, lokale kulturinstitutioner, lokale foreninger og ildsjæle.

Motorvejsløb 2016 Silkeborg

I samarbejde med syv lokale foreninger arrangerer DGI en kæmpe motionsevent under navnet ”Motorvejsløb 2016 Silkeborg” i forbindelse med åbningen af Silkeborgmotorvejen. Eventen foregår lørdag 10. september og søndag 11. september 2016. Målet er at samle 20.000 motionister, der skal deltage i forskellige discipliner på motorvejen. Der vil være noget for enhver smag. Eksempelvis korte og lange løbsdistancer, herunder halv- og helmaraton, distancer for rulleskøjter og rulleski, cykelløb for både hold og enkeltpersoner.

Hovedbegivenheder ved Danmarks Største Vejfest:

Torsdag den 8. september:

By-events i Silkeborg.

Fredag den 9. september:

By-events i Silkeborg.

Lørdag den 10. september:

Motionsarrangementer på motorvejen med mange forskellige distancer og discipliner, herunder løb, rulleski, rulleskøjter, walk og handicapidræt.
Koncert med DAD, Dizzy Mizz Lizzy og Gnags med flerepå Cirkuspladsen ved Silkeborgmotorvejen.

Søndag den 11. september

Cykelløb på motorvejen med flere distancer og discipliner.
Officiel vejåbning 

Læs mere på den officielle hjemmeside for Danmarks Største Vejfest. Her kan du finde oplysninger om alle arrangementer, finde links til arrangørernes egne hjemmesider og meget mere.

Danmarks Største Vejfest

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top