Silkeborg vil have flere til at stemme

På tirsdag 16. april er der 40 dage til Europa-parlamentsvalget. Nærvær, synlighed og sms’er skal få flere ind i stemmeboksen ved det kommende valg til Europa-Parlamentet i Silkeborg Kommune.

Valgdeltagelsen er et af de vigtigste tegn på sundheden i et demokrati. Gennem valgdeltagelsen viser vælgerne, i hvilken grad de bruger deres demokratiske ret i det repræsentativt demokrati.

Siden 2013 har Silkeborg derfor arbejdet for at styrke demokratiet ved at øge valgdeltagelsen ved samtlige valg og folkeafstemninger gennem demokratiprojektet ’beSTEM’ med opfordringen: Vi stemmer! Gør du?.

Færre stemmer til EU-parlamentsvalg 

Det er sket med viden fra valgforskning og adfærdsforskning og med værktøjer som social proof, kærlige skub (nudging), aktiverende leg (gamification) og involverende, brugerdrevne oplevelser.

Mens folketingsvalg siden 1932 har haft en valgdeltagelse på over 80%, ser det noget anderledes ud for Europa-parlamentsvalget. Her stemmer kun mellem 47% og 59% af danskerne. Da valgforskningen viser, at det er vanedannende at stemme, gælder det om at få flest mulig til at deltage i demokratiet, også ved Europa-parlamentsvalget.

Få øje på EU i Silkeborg

Et af værktøjerne er mere viden om EU, og at gøre EU nærværende i Silkeborg. På hjemmesiden beSTEM.dk kan borgerne derfor finde viden om EU og se en række eksempler på, hvordan EU har betydning i dagligdagen for borgerne i Silkeborg, fx inden for uddannelse, erhverv, beskæftigelse, natur, klima og kultur.

SMS-påmindelse til 48.000

Silkeborg Kommune minder også borgerne om, at det er vigtigt, at de deltager i valget. Det sker ved at sende 48.000 sms’er ud til borgerne. Valgforskning har vist, at det er en hurtig, billig og effektiv måde, at få flere til at stemme.

Demokratiopdragelse

Projektet rummer også en forældrekampagne, hvor forældre i daginstitutioner og skoler opfordres til at tage deres børn med på valgdagen, fordi demokratiopdragelsen begynder fra de er små.

Demokratiprojektet beSTEM i EU bruger egen hjemmeside (bestem.silkeborg.dk), annoncer og sociale medier til at klæde silkeborgenserne på til EU-valget: Hvordan stemmer man? Hvem kan man stemmer på? Hvor får man viden om EU og valget? Og ikke mindst: Hvor kan man se eller mærke EU i Silkeborg?

beSTEM i Folketinget

Silkeborg Kommune er også klar til at styrke demokratiet ved det kommende folketingsvalg. Falder de to valg på samme dato, vil indsatserne blive tilpasset, idet folketingsvalg traditionelt har en høj valgdeltagelse, og her vil demokratiprojektet ’beSTEM i Folketinget’ især fokusere på at få flere nydanskere og borgere uden for arbejdsmarkedet til at deltage i demokratiet, fordi det er to befolkningsgrupper, som generelt har en lavere valgdeltagelse end gennemsnittet.

Fakta

Demokratiprojektet ’beSTEM’ med opfordringen ”Vi stemmer! Gør du?” har siden 2013 arbejdet for at styrke demokratiet ved at øge valgdeltagelsen ved samtlige valg og folkeafstemninger i Silkeborg Kommune:

2013: beSTEM i Silkeborg: Byrådsvalg.
2014: beSTEM i EU – EU i Silkeborg: Europa-parlamentsvalg.
2015: beSTEM i Folketinget: Folketingsvalg.
2015: beSTEM i EU: Folkeafstemningen om retsforbeholdet.
2017: beSTEM i Silkeborg: Byrådsvalg.
2019: beSTEM i EU – EU i Silkeborg: Europa-parlamentsvalg.
2019: beSTEM i Folketinget: Folketingsvalg.

For yderligere information

Kommunikationschef Hans Mogensen, Silkeborg Kommune, tlf. 61 15 47 17

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top