Over 120 gange rundt om jorden i fly. Så meget har Silkeborg Kommune som virksomhed skåret af sin CO2 udledning indenfor de sidste 10 år.
I 2018 reducerede Silkeborg Kommune som virksomhed CO2 udledningen med over 3 %, og dermed har vi skåret knap en fjerdedel af CO2 udledningen siden 2008.
– Vi har et ambitiøst mål om at være en CO2 neutral kommune i 2025, og det kræver en vedholdende indsats at nå det mål. Jeg er glad for, at vi endnu engang kan konstatere, at vi har reduceret vores CO2 udledning i 2018. Det fortæller mig, at det går den rigtige vej, og det giver motivation til at blive ved med at kæmpe mod 2025 målet, siger Claus Løwe Klostergård, formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.
De største CO2 reduceringer er sket inden for kommunens ejendomsdrift, hvor vi har investeret 100 mio. kr. i at energioptimere Silkeborg Kommunes ejendomme. Det indeholder bl.a. LED belysning på inde- og udearealer, facaderenoveringer og efterisoleringer, optimering af ventilationsanlæg samt automatik af varmereguleringen, så varmen reguleres i ferier og om aftenen, hvor bygningerne ikke bruges. Desuden er det tekniske personale blevet uddannet i energirigtig drift, så de bl.a. kan spotte forbedringer.
Energioptimering vil fortsat være et stort fokusområde for Silkeborg Kommune i de kommende år – på eksisterende bygninger samt nybyggeri.
I 2008 skrev Silkeborg Kommune under på Danmarks Naturfredningsforenings Klimakommuneaftale. Med aftalen forpligter Silkeborg Kommune som virksomhed sig til at reducere sin CO2 udledning med minimum 2 % årligt.
Fakta
- CO2 udledningen er faldet med 465 ton CO2 fra 13.862 ton i 2017 til 13.397 ton CO2 i 2018, hvilket svarer til en reduktion på over 3 %.
- I 2008 udledte Silkeborg Kommune 17.599 ton CO2. 1 2018 var dette tal reduceret med 4.202 ton til 13.397 ton CO2, hvilket svarer til 24 %
- Med Klimakommuneaftalen forpligter Silkeborg Kommune sig til at reducere den årlige CO2 udledning med minimum 2 %