Silkeborg Kommune er nu en røgfri arbejdsplads

Over påsken er Silkeborg Kommune blevet en røgfri arbejdsplads. Det skete 1. april og betyder, at det nu er slut med røg i arbejdstiden.

I forbindelse med den nye rygepolitik får interesserede medarbejdere mulighed for at deltage i rygestopkurser – enten udendørs i naturen eller via onlineforløb.

Jimmy Borgen, som er IT-specialist i Økonomi og IT, er en af de ansatte, der har taget tilbuddet til sig.

– Jeg har prøvet at stoppe flere gange på egen hånd, men er altid startet igen. Nu har jeg fået en lille datter, og det har for alvor motiveret mig. Og så har den røgfri arbejdstid været det sidste skub, fortæller Jimmy Borgen, som har deltaget på onlineforløbet to gange.

Coronanedlukningen har gjort hverdagen anderledes end sædvanlig – og derfor har det været et godt tidspunkt for Jimmy Borgen at tage kampen op mod cigaretterne.

– Jeg har brugt rygningen som en pause – et afbræk – og den tankegang skal vendes. Jeg har indført nye rutiner, så jeg kan starte på en frisk. Derfor har timingen i forhold til nedlukningen faktisk været god, da hverdagen allerede var anderledes end normalt. Det har også hjulpet mig at have rygestopgruppen at sparre med. Gruppen har gjort det nemmere at overholde de aftaler, jeg laver med mig selv – man committer sig på en anden måde, forklarer Jimmy Borgen, som allerede har sparet, hvad der svarer til en flybillet til Thailand på de 2 ½ måned, han nu har været røgfri.

Rygestopkursuserne, som Sundhedshuset står bag, har kørt i mange år, men den seneste tid har de været særligt besøgte.

– Vi har oplevet stor opbakning til vores rygestopkurser hen over vinteren og det tidlige forår. Og vi fortsætter selvfølgelig tilbuddene fremadrettet også. For det er vigtigt, at vi stiller nogle gode rammer til rådighed for vores medarbejdere – alt erfaring viser nemlig, at du har størst succes med dit rygestop, hvis du får hjælp, siger Rikke Gjellerod, sektionsleder i Sundhed og Omsorg i Silkeborg Kommune.

Du kan læse mere om vores tilbud om rygestopkurser her, som er åbne for både medarbejdere og borgere i Silkeborg Kommune.

Partnerskab i Røgfri Fremtid

Silkeborg Kommune indgår i partnerskabet ’Røgfri Fremtid’ sammen med Kræftens Bekæmpelse, Trygfonden, en lang række andre kommuner og øvrige aktører. Målet er, at ingen børn og unge ryger i 2030 – og at færre voksne gør det.

– Det er positivt, at Silkeborg Kommune nu har røgfri arbejdstid. Det giver et sundere arbejdsmiljø og hjælper dem, der gerne vil stoppe eller skære ned på deres forbrug, siger Charlotte Kirk Jeppesen, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalforening Silkeborg.

Du kan læse mere om Røgfri Fremtid her.

Fakta: Hvad betyder ’røgfri arbejdstid’ for den enkelte?

  • Det er ikke tilladt at ryge i arbejdstiden
  • Det er ikke tilladt at ryge i Silkeborg Kommunes institutioner, bygninger, materiel, transportmidler, på kommunens matrikler og omkring kommunens bygninger
  • Det er ikke tilladt at ryge, når du bærer uniform fra Silkeborg Kommune
  • Forbuddet gælder alle former for tobaksrygning samt e-cigaretter
  • Særligt for Dagplejen er, at dagplejehjem er røgfri indendørs hele døgnet. Udendørs på de områder hvor børnene opholder sig og færdes i Dagplejens åbningstider

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top