Et nyt, moderniseret it-system skal lette processen for arbejdsgivere og borgere, der skal anmelde sygefravær. Systemet består af en online selvbetjeningsløsning til borgere og arbejdsgivere.
– Med det nye system bliver det lettere og mere fleksibelt for både borgere og arbejdsgivere at søge om sygedagpenge. Vi forventer samtidig, at vi med det nye system kan behandle sagerne væsentligt hurtigere, fortæller Tina Villumsen, centerleder for Ydelsescentret i Silkeborg Kommune.
Højere kvalitet i sagsbehandlingen
Det nye system betyder, at flere informationer bliver hentet automatisk i stedet for at skulle indtastes manuelt.
– Med en mere automatiseret arbejdsgang, kan vi afkorte sagsbehandlingstiden. Vores sagsbehandlere kan springe den besværlige og tidskrævende indtastning over og i stedet bruge deres tid og kompetencer på at behandle sagerne, forklarer Tina Villumsen.
Arbejdsgivere skal fortsat være opmærksomme på, at de har pligt til at anmelde sygefravær via NemRefusion senest 5 uger efter medarbejderens første fraværsdag.
Hvis sygefravær ikke bliver anmeldt indenfor 5 uger, kan der alene ydes refusion fra det tidspunkt, hvor sygefraværet er anmeldt.
Du kan som arbejdsgiver læse mere om anmeldelsesreglerne på NemRefusions hjemmeside, hvor der også findes vejledninger til det nye system.
Nyt system betyder kortere lukkeperiode for henvendelser om sygedagpenge
Overgangen til det nye system betyder, at Silkeborg Kommune i en kortere periode fra 2. til 5. juni 2020 holder lukket for telefoniske henvendelser om sygedagpenge i Ydelsescentret.
Hvis du som arbejdsgiver skal sygemelde en medarbejder eller du som selvstændig skal sygemelde dig i perioden, skal du fortsat anmelde det i NemRefusion. Fristen for at anmelde sygefravær er 5 uger fra første sygedag, så selvom vi holder lukket i en kort periode, vil du fortsat kunne nå at gøre det inden for tidsfristen.
Lukkeperioden vil derfor ikke have konsekvenser for den periode, du eller din medarbejder kan modtage sygedagpenge. I perioden, hvor vi overgår til nyt system, vil du dog opleve en længere sagsbehandlingstid, indtil systemet er helt oppe at køre.