Opgørelsen over væksttal for kommuner i Danmark er netop blevet offentliggjort. De viser, at Silkeborg er den kommune i Danmark, der i 2020 voksede næstmest i hele Danmark. Den eneste kommune med en højere vækst i procent er Høje Taastrup.
I alt er der kommet 1462 nye borgere til Silkeborg Kommune i 2020. Tallet dækker både over nytilflyttede og fødsler i løbet af året.
Det svarer til en befolkningstilvækst på 1,6 %. Til sammenligning landede gennemsnittet for den samlede befolkningstilvækst i hele landet 0,3 %.
I alt voksede hele Danmark med 17.000 nye borgere i 2020. Med 1462 nye borgere i Silkeborg Kommune betyder det, at knap 10 % af befolkningstilvæksten for hele Danmark er sket i Silkeborg Kommune. Andre midtjyske kommuner som Viborg og Herning oplevede i 2020 hhv. et mindre fald i befolkningen og en beskeden fremgang.
Nogle af årsagerne til, at flere og flere slår sig ned i Silkeborg-området kan være åbningen af Silkeborgmotorvejen i 2016, lavere huspriser end i Aarhus, et attraktivt omdømme som Danmarks Outdoor Hovedstad, en aktiv vækstpolitik og bosætningskampagnen Silkeborg Kalder, der blev sat i søen i 2012.
Der er stor politisk opmærksomhed på, at mange nye borgere også skaber et stort behov for at opjustere velfærdstilbud i hele kommunen – især på børneområdet.