Oplev fremtidens gågader i Silkeborg

Torsdag d. 16. maj åbner dørene til et projektkontor, hvor det er muligt at opleve Silkeborgs fremtidige gågader.

I projektkontoret i Vestergade 22 kan borgere og andre interesserede få en fornemmelse af, hvordan gågaderne kommer til at se ud, når Søhøjlandets landskab skal flettes ind i en ny grøn gågade.

Projektkontoret vil udover stemningsplakater, tegninger og illustrationer indeholde en 1:100 model af gaderne, hvor man kan se, hvordan vi arbejder med at ændre gaderummet. En arkitekt fra SLA og en repræsentant fra Silkeborg Kommune kan fortælle mere om, hvordan naturen vil gro i Silkeborgs gågader.

– Vi er spændte på at høre borgernes mening om de grønne gågader og håber, at en masse vil kigge forbi og komme med input og kommentarer. Vi glæder os til at fortsætte den gode dialog om gågaderne, så vi sammen kan udvikle gågader, der er til gavn for handlende, erhvervsdrivende, ejendomsejerne og beboerne i midtbyen, siger Birgit Holst, projektleder i Silkeborg Kommune

Kontoret vil også danne rammen for nogle af projektgruppens kommende møder med fx Handicaprådet og Cyklistforbundet. Hvis foreninger eller organisationer ønsker at få en introduktion til projektet, vil det også være muligt at åbne kontoret for dette.

Next step – prøv fremtidens gågader i Silkeborg
I starten af juni bliver det muligt at gå en tur gennem de grønne gågader, når vi forvandler et stykke af Vestergade til fremtidens gågade i Silkeborg i 1:1 størrelse. En del af gaden vil blive omlagt og vi vil etablere plantebede med buske og træer, så alle kan få en bedre fornemmelse af, hvad vi arbejder imod.

Det er her, vi tester, hvordan de grønne elementer kan ændre gaderummet. Tanken er, at det skal give os svar på spørgsmål som: Hvilke oplevelser og muligheder for leg og ophold giver det? Hvor meget plads kan vi bruge til planter? Hvad gør det for bylivet og handelslivet? Er der nogle praktiske udfordringer, der skal løses inden det endelige anlægsprojekt?

Baggrund og vision
Vestergade, Søndergade og Søndertorv i Silkeborg står foran en radikal, grøn forvandling. Visionen er at flette Søhøjlandets landskab ind i gaderummet og skabe en helt ny grøn gågade, hvor naturen er allestedsnærværende.

Vi ønsker at forvandle gågaderne til et grønt opholdsrum i stedet for blot en passage for handlende i dagtimerne. Læs mere om den grønne vision bag gågaderne her

Bag projektet ligger en omfattende inddragelse af både borgere, erhvervsdrivende, husejere mm. Læs mere om denne proces her

Brug for mere viden? Kontakt Birgit Holst, Projektleder, Plan og Byg, Silkeborg Kommune. 89701449, bho@silkeborg.dk


Projektkontor
Hvor: Vestergade 22
Åbningstider:
Torsdag d. 16. maj kl. 15.00 – 19.00 (Late night)
Torsdag d. 23. maj kl. 15.00 – 17.30
Lørdag d. 25. maj kl. 11.00 – 14.00
Onsdag d. 29. maj kl. 15.00 – 17.30
Tirsdag d. 4. juni kl. 15.00 – 19.00 (Late night)
Fredag d. 7. juni kl. 15.00 – 17.30
Torsdag d. 13. juni kl. 15.00 – 17.30 

Forventet tidsplan for renovering af gågaderne
Maj – juni 2019: Projektkontoret er åbent
Frem til august 2019: SLA udvikler endeligt skitseprojekt for gågaderne
Januar – februar 2020: Udbud af gågaderne
Marts – november 2020: Etapeopdelt anlæggelse af Vestergade
Februar – november 2021: Etapeopdelt anlæggelse af Søndergade
Januar – juni 2022: Anlæggelse af Søndertorv

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top