Fredag d. 21. juni 2019 blev en ny multibane i Voel indviet. Med Kasper Dolbergs pris som årets fodboldtalent i Holland i 2017, fulgte muligheden for at etablere en multibane i sin hjemby. Derfor kommer banen til at hedde Cryuff Court Kasper Dolberg.
I 2017 blev Kasper Dolberg årets talent under Footballer of the Year Gala i Holland. Prisen uddeles af hollandske The Johan Cryuff foundation og med i prisen følger muligheden for at opføre en multibane i kunstgræs i spillerens hjemby.
Derfor er halvdelen af den nye multibane, også kaldet en Cryuff Court, finansieret af The Johan Cryuff Foundation, mens den anden halvdel er finansieret af Silkeborg Kommune. Begge parter har bidraget med ca. 500.000 kr. Den nye multibane skal være et samlingspunkt for lokalområdet og lokale foreninger.
Kasper Dolbergs fodboldkarriere startede allerede i 3-4 års alderen, hvor han spillede i sin lokale klub GFG Voel. Senere skiftede han til Silkeborg IF, hvor han var en del af klubbens talentudviklingsprogram. I dag spiller den 21-årige angriber for AFC Ajax.
Indvielse med miniturnering for lokale børn og fodboldstjerne
Til indvielsen var Kasper Dolberg selv til stede sammen med repræsentanter fra The Johan Cryuff Foundation og udvalgsformanden for Kultur, fritid og Idræt i Silkeborg Kommune, Johan Brødsgaard.
”Jeg er meget glad for, at banen er kommet, og jeg håber den vil blive brugt rigtig meget. Jeg ved, at jeg ville have ønsket, at der var sådan en bane, da jeg var dreng,” sagde Kasper Dolberg under indvielsen.
Efter indvielsen deltog han i en mindre turnering med børnene fra Voel Skole.
Cryuff Foundations beskrivelse af fondens formål
The Johan Cruyff Foundation støtter og udvikler sportsfaciliteter for børn over hele verden. Vores idrætsprojekter for børn med handicap, Cruyff Courts og Schoolyards14 giver børn plads. Plads, hvor de kan udvikle sig, få nye gode venner og forbedre deres fysiske og mentale sundhed. Og plads til at blive den, de er.
Om Cryuff Courts
Cryuff Courts er trygge idrætsbaner, hvor lokale børn kan lege og dyrke idræt sammen. Her kan de være en del af et fællesskab, få nye venner, opdage sine egne talenter og få gode erfaringer med både at vinde og tabe. Erfaringer, de kan bære med sig, når de vokser op og bliver en del af samfundet.