Naturfagslærere på inspirationstur i erhvervslivet

Naturfagene i Folkeskolen skal tættere på virkeligheden. Derfor tager 40 lærere på virksomhedsbesøg for at knytte tættere bånd mellem skole og erhvervsliv.

40 lærere fra Silkeborg Kommune skal på virksomhedssafari på 16 lokale virksomheder for at få indblik i, hvordan de kan bruge virksomhedernes faglighed i naturfagsundervisningen i 7. og 8. klasse.

Safarien skal opkvalificere lærerne i at samarbejde med virksomheder, så de kan gøre naturfagsundervisningen i skolen mere praktisk anvendelig, meningsfuld og spændende for eleverne. Og på den lange bane måske inspirere dem til en fremtid med naturfag og teknologi.

Virksomhedssafarien er arrangeret i et samarbejde mellem Silkeborg Kommunes skoleafdeling og Tektanken, der er Naturvidenskabernes Hus’ netværk for skole-virksomhedssamarbejde.

Huno Kjærsgaard Jensen, skolechef i Silkeborg Kommune, ser opkvalificering af lærernes kompetencer som nødvendige, når de skal undervise og vejlede eleverne i deres muligheder på arbejdsmarkedet.

“Lærernes virksomhedssafari giver ny inspiration til alternativ undervisning, hvor både lærere og elever arbejder med fagligt indhold i praksis. Når vi arbejder for at forberede børnene på et fremtidigt arbejdsmarked, kræver det selvfølgelig også, at lærerne får mulighed for at udvikle deres kompetencer til at samarbejde med lokale virksomheder,” siger han.

Virksomhedssafarien er en del af et større samarbejde mellem Tektanken og Silkeborg Kommune.

Virksomhedssafarien er kun begyndelsen

De 40 lærere danner fortrop for omkring 1100 elever fra Silkeborg Kommune, der i første uge af oktober skal rundt på forskellige virksomheder i kommunen. 
Her lancerer Tektanken og Silkeborg Kommune nemlig Kloge Hænder Silkeborg, som er en kampagne, der skal åbne elevernes øjne for erhvervsuddannelserne og for de mange spændende muligheder, der findes i en faglært fremtid. Eleverne skal arbejde med virksomhedsrelaterede opgaver, møde faglærte rollemodeller og i det hele taget få et solidt indblik i, hvad du kan opnå med en erhvervsuddannelse.


 

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top