For et par uger siden blev en vaskeægte navnekonkurrence skudt i gang. Og nu er navnet på det nye plejecenter i Alderslyst og ved den tidligere Nordre Skole udpeget.
Efter grundig overvejelse er navnet faldet på ’Ringgårdsparken’, som den lokale borger, Kristine Wraa, har fundet på.
– Navnet kommer egentlig af, at plejecenteret kommer til at ligge lige overfor boligforeningen Ringgården – og derudover ligger vejen ’Ringgårdsvejen’ lige ved siden af. Og så synes jeg egentlig, det er rart, at ’Ringgårdsparken’ ikke lyder så institutionsagtigt, fortæller Kristine Wraa, som er meget begejstret over, at valget faldt på lige netop hendes bud på et navn.
I løbet af de cirka to uger, som navnekonkurrencen har varet, er der kommet 87 bud ind.
– Det har været dejligt at opleve den store lokale opbakning i forbindelse med navngivningen af det nye center. Og idérigdommen har været stor, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg Kommune, som er meget tilfreds med det nye navn.
Klar til indflytning i 2022
Byggeriet af Ringgårdsparken falder i to faser.
I første omgang bliver der nedsat et idé- og programudvalg til efteråret, som består af både politikere og fagpersoner.
Projekteringen starter i 2019, mens de første spadestik tages i 2020 med indflytning i 2022. Anden etape af byggeriet starter op i 2022 med indflytning i 2023.
Det nye plejecenter kommer til at rumme 2 x 48 boliger med tilhørende fælles- og køkkenarealer.
Yderligere information
Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg Kommune: 25 30 60 35