Silkeborg Kommune har ansat Line Morsing Steenberg som ny planchef. Hun afløser Trine Skammelsen, som i foråret blev ansat som projektdirektør i Aarhus Kommune.
Line Morsing Steenberg har en mastergrad i Urban Design (cand.polyt./civilingeniør) og har studeret arkitektur og design på Arkitektskolen i Aarhus og på Aalborg Universitet. Siden 2009 har hun arbejdet med kommune- og lokalplanlægning og strategisk byudvikling i en statslig styrelse, i en privat rådgivningsvirksomhed og i Silkeborg Kommune, hvor hun har været ansat de seneste tre år, senest som konstitueret teamleder for den plansektion, hun nu bliver planchef for.
– Vi får en engageret planchef, som har alsidig erfaring med strategisk kommune- og byudvikling. Hun mestrer den gode dialog med både bygherrer, lokalråd og foreninger. Jeg er stolt over, at vi har så dygtige medarbejdere, at vi kan rekruttere til en så central stilling internt. Line er meget vellidt, og hendes engagement smitter og skaber begejstring og motivation hos andre, siger teknik- og miljøchef Lotta Sandsgaard.
I 2009 blev Line Morsing Steenberg ansat som planlægger hos Miljøcenter Aarhus, der senere blev til Naturstyrelsen. I 2012 blev hun ansat i den private rådgivningsvirksomhed Bascon, der senere blev en del af COWI. Her var hun først planlægger, siden projektleder og sektionsleder. Her havde hun blandt andet ansvar for prækvalifikationer og tilbud på byudvikling og for projekter indenfor strategisk byudvikling.
I 2017 blev hun ansat som projektleder i Silkeborg Kommunes plansektion, hvor hun også har arbejdet som programleder og fagkoordinator, og haft ansvaret som projektleder for Eriksborg og Søfronten. I marts 2020 blev hun konstitueret teamleder for plansektionen, og fra 1. september 2020 er hun nu ansat som planchef.
Line Morsing Steenberg er 37 år og bor i Støvring med sin mand og fire børn.