Kender du én eller flere, der er med til at skabe sundhed og trivsel i hverdagen for andre i Silkeborg Kommune? Lige nu kan du med en SMS eller et opkald nominere den, som du mener, skal have et skulderklap for at yde en særlig indsats
-Der er stor fokus på, hvor meget vi selv kan gøre for at holde os sunde og leve et godt og langt liv. Og der er rigtig mange borgere i Silkeborg Kommune som er gode til at træffe sunde valg. Heldigvis er der også mange, der giver andre mulighed for at leve et liv med mere sundhed og trivsel. Det er dem, vi gerne vil hylde med Sundhedsprisen, siger Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Silkeborg Kommune.
Sidste år fik Trivselsgrupperne for børn og unge i Selvhjælp Silkeborg Sundhedsprisen. Tidligere har bl.a. Danfoss, Nordre Skole, Jesper og Kristian – boldspil i Alderslyst, IF Silkesind og Kirsten Lehrmann – Team Thorning Sundhedscentret modtaget Sundhedsprisen.
For at indstille den eller dem, som du mener, har fortjent Sundhedsprisen 2015, skal du blot ringe eller sende en sms til 51 33 10 34, hvor du kort fortæller, hvem du vil nominere, hvorfor og hvem der indstiller kandidaten.
Sidste frist for at indstille kandidater er mandag den 2. november 2015. Det er Sundheds- og forebyggelsesudvalget, der udvælger vinderen blandt de indstillede kandidater. Sundhedsprisen, som er 10.000 kr. og en kunstgenstand fra en lokal kunstner, vil blive overrakt i forbindelse med Herre Håndbold Liga-kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Skive fH den 11. december 2015 i JYSK arena.
Yderligere information ved henvendelse til:
Elin Sonne, formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget, tlf.: 23 30 43 70, mail: elin.sonne@silkeborg.dk
Malene Kjær, sundhedskonsulent, tlf.: 51 33 10 34, mail: msk@silkeborg.dk
Fakta
• Sundhedsprisen er på 10.000 kr. og en kunstgenstand fra en lokal kunstner.
• Den vil blive overrakt i forbindelse med Herre Håndbold Liga-kampen mellem Bjerringbro-Silkeborg og Skive fH den 11. december 2015
• Sidste frist for at indstille kandidater til prisen er den 2. november 2015