Jyske Bank indgår som den første erhvervspartner i Silkeborg Kommunes ensomhedsprojekt, Flere i Fællesskaber, der skal bekæmpe ensomhed blandt unge og ældre i Silkeborg Kommune.
Flere i Fællesskaber skal bekæmpe ensomhed og fremme social deltagelse og trivsel blandt unge og ældre. Det sker som et samarbejde mellem borgere, foreninger, skoler, erhvervsliv, lokale medier, fonde og forskere.
– Jyske Bank ønsker at fremme en bæredygtig udvikling i samfundet, og det handler også om social ansvarlighed. Det gode liv og trivsel har jo stor betydning for alle. Mennesker, der kæmper med ensomhed, kan hjælpes gennem dette ambitiøse forskningsprojekt, og det vil vi gerne støtte op om – og forhåbentlig også inspirere andre virksomheder, fortæller Trine Lysholt Nørgaard, afdelingsdirektør for Investor Relations og Bæredygtighed i Jyske Bank.
Erfaringerne med ensomhedsbekæmpelsen i Silkeborg Kommune, som bliver en rugekasse for konkrete indsatser, skal efterfølgende rulles ud i resten af Danmark.
Et bredt og stærkt partnerskab
Flere i Fællesskaber er et ligeværdigt partnerskab, som består af en række aktører, hvor Silkeborg Kommune og Region Midtjyllands forsknings- og konsulenthus, DEFACTUM, står bag projektets sekretariat.
– Som mediepartner i Flere i Fællesskaber vil Jyske Bank bruge nogle af vores interne ressourcer og kompetencer til at skabe fokus på projektet og derved udbrede kendskabet til det, fortsætter Trine Lysholt Nørgaard.
Af øvrige partnere kan nævnes Ventilen, Ældre Sagen, Frivilligcenter Silkeborg, InnovationSilkeborg, Silkeborg Højskole, Selvhjælp Silkeborg, Mary Fonden, Fonden Ensomme Gamles Værn, Come Together, Jysk børneforsorg/Fredehjem og Poul Due Jensens Fond.
– Vi glædes over hver eneste af vores partnere og deres unikke kompetencer – og er stolte over, at Jyske Bank nu også er en del af kredsen. Drømmen er at få endnu flere private virksomheder med om bord, så vi får et stærkt afsæt for at komme ensomheden til livs, fortæller Rikke Gjellerod, leder af Udvikling- og Forebyggelsessektionen hos Sundhed og Omsorg, Silkeborg Kommune.
Fakta
Flere i Fællesskabers to hovedformål:
- At forandre et lokalsamfund ved at skabe en drømmekommune, hvor alle tilbydes en vej ind i fællesskaber. Dette sker gennem en lang række tværgående initiativer, der involverer unge og ældre – og kommunens borgere i øvrigt.
- At evaluere indsatserne og undersøge, hvad der virker, og hvad der ikke gør. De gode resultater fra drømmekommunen skal udbredes til resten af Danmark.
Læs mere om projektet her: flereifaellesskaber.silkeborg.dk
Yderligere information
Rikke Gjellerod, leder af Udvikling- og Forebyggelsessektionen hos Sundhed og Omsorg, Silkeborg Kommune: 40 30 41 39
Trine Lysholt Nørgaard, afdelingsdirektør for IR og Bæredygtighed, Jyske Bank: 89 89 64 29