Elever på Silkeborg Gymnasium får rygestoptips under studiecaféen

Silkeborg Kommune har taget utraditionelle metoder i brug for at få de unge til kvitte røgen.

Over de sidste måneder har en rygestopvejleder fra Sundhedshuset nemlig besøgt Silkeborg Gymnasium for at få en snak med de unge rygere.

 

Ved en lille stand er elever, under deres studiecafé om onsdagen, blevet tilbudt en snak om rygning – og har fået tips til, hvordan de kan kvitte smøgerne.

 

– Vi er simpelthen nødt til at komme ud, hvor de unge er for at få dem i tale. Og det fantastiske er, at de rigtig gerne vil tale med os. Vi ved, at 9 ud af 10 af de unge gerne vil stoppe med at ryge – og de skal have minimal hjælp for at lykkes, forklarer Morten Justesen, rygestopvejleder i Silkeborg Kommune.

 

Vind klassekage og biobiletter 

Har en elev fra klassen været røgfri en uge, får klassen kage – og har du holdt den kørende en uge mere, så venter en biografbillet.

 

Men inden præmien uddeles, får eleven lavet en kuliltemåling, som afslører, om rygestoppet også holder vand…

 

– Jeg er stoppet med at ryge, fordi det er det bedste for mig. Men det var Morten, der var med til at få mig til at holde op. Før kunne jeg ikke rigtig få noget hjælp til det, så det havde stor betydning, at han kunne hjælpe. Han har både givet mig præmier og forklaret mig en masse ting omkring rygning, som har gjort mig mere interesseret i at stoppe, fortæller Jonas Gasbjerg fra 2.g på Silkeborg Gymnasium.

 

Også gymnasiets rektor bakker op om indsatsen, som han mener, giver rigtig god mening.

 

– Det er helt oplagt at gøre noget for at færre unge begynder at ryge. Så både på rygeområdet og andre områder arbejder vi selvfølgelig med et godt og sundt socialt miljø. Og det passer det her rygestoptilbud rigtig godt ind i, siger rektor Erik Olesen, Silkeborg Gymnasium

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top