Effektiv rygestopkampagne på skoler gør en forskel

40 børn og unge begynder at ryge hver dag – og antallet af unge rygere er stigende. Derfor har tre skoler i Silkeborg Kommune det sidste år taget en særdeles effektiv metode i brug for at bryde den udvikling.

Både Ans Skole, Virklund Skole og Dybkærskolen er det sidste år gået aktivt ind i kampen for at blive røgen blandt skolernes elever kvit og forebygge rygestart blandt de unge.  Det har de gjort med ’X:IT’, som er Kræftens Bekæmpelses rygeforebyggende indsats til grundskoler.

Det særlige ved X:IT, som består af tre elementer; Røgfri skole, undervisning og Røgfri aftaler, er, at programmet inddrager både skole, elev og forældre – og det giver et rigtig godt afsæt for, at de unge holdes røgfri.

– Vi har ikke problemer med rygning blandt eleverne på skolen, men vi vil gerne forebygge, at de overhovedet begynder. For vi kan se, at det sker, når de tager på efterskole eller ungdomsuddannelse. X:IT giver os mulighed for at tale med eleverne om rygning over flere år fra 7. – 9. klasse og dét, kombineret med tredelingen mellem undervisning, samtalen med egne forældre i hjemmet og en aftale om ikke at ryge, er et effektivt redskab, siger Karen-Lise Hjorth Skytte Høgild, pædagogisk leder på Virklund Skole.

Langsøskolen hopper med på X:IT næste år, hvor også hele Dybkærskolen prøver kræfter med Røgfri skoletid. Også 10. klasse på Silkeborg Ungdomsskole indfører Røgfri skoletid fra næste skoleår.

Røgfri aftaler med eleverne
Røgfri aftaler, er en skriftlig aftale mellem elev og forældre om, at eleven vil være røgfri resten af skoleåret. Ved skoleårets slutning bliver der trukket lod om præmier til dem, som er gået et helt år igennem uden røg.

På Virklund Skole blev præmierne til de røgfrie elever delt ud onsdag 27. juni. I 7. klasse havde 24 elever underskrevet en kontrakt.

– X:IT og de Røgfri aftaler giver forældrene en anledning til at tage en snak med deres børn om røg. Vi tror ikke på tvang, men vi tror på, at det hjælper at sætte emnet på dagsordenen i familierne. Og så er præmierne selvfølgelig kulminationen på et års flot arbejde fra elevernes side, siger Karen-Lise Hjorth Skytte Høgild.

Hver femte røg første gang i skolen
16 procent af de 16-25-årige rygere røg første gang i skoletiden, og 5 pct. røg første gang på en efterskole. Sammenlagt svarer det til, at hver femte røg første gang i skolen. Og lige præcis derfor, er indsatsen i skoletiden særlig vigtig.

–  Vi er rigtig glade for, at flere skoler i Silkeborg Kommune har prøvet kræfter med X:IT – og at de har haft god succes med det. Knap halvdelen af unge på ungdomsuddannelserne ryger, og skal det tal ned, er det vigtigt lave en målrettet indsats mod grundskolen, siger Charlotte Kirk Jeppesen, lokalformand for Kræftens Bekæmpelse i Silkeborg Kommune.

Fakta om X:IT 

Det særlige ved X:IT er, at programmet inddrager både forældre, skole og elev. Indsatsen består af tre elementer:

  • Røgfri skole: ’Røgfri skole’ betyder, at hverken elever, ansatte eller gæster på skolen må ryge i skoletiden – heller ikke uden for matriklen
  • Undervisning: I X:IT skal eleverne arbejde med emnet rygning i mindst 8 lektioner om året i både 7., 8. og 9. klasse. Kræftens Bekæmpelse har udviklet materialer, som kommer om emner som pres, sundhedsviden, misforståelser om røg og meget andet
  • Røgfri aftaler og forældreinddragelse: Den Røgfri aftale er en hensigtserklæring fra eleven om ikke at ryge det kommende skoleår. Den gælder i et skoleår og kan skrives i starten af året fra 7.-9. klasse. Den voksne medunderskriver forpligter sig til ind imellem at snakke med eleven om rygning. I slutningen af hvert skoleår trækker skolen lod om en præmie blandt de elever, der har overholdt deres aftale

Ved at arbejde målrettet med X:IT, støtter skolen eleverne i ikke at ryge og giver dem viden om rygning og tobak. Forskning viser nemlig, at der er 25 procent færre rygende elever på X:IT-skoler – og 50% færre rygere på de skoler, som har alle tre elementer indført.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top