Du kan måske få genoptaget din sag om tabt arbejdsfortjeneste til pasning af alvorligt sygt eller handicappet barn

Har du som forælder modtaget dækning for tabt arbejdsfortjeneste for at passe dit alvorligt syge eller handicappede mindreårige barn i en eller flere perioder siden den 1. januar 2012? Og har din indtægt været så høj, at du var omfattet af ydelsesloftet? Hvis du kan svare ja til disse to spørgsmål, så kan du måske få genoptaget sagen. Vi skal bede dig om at kontakte os, hvis du ønsker din sag genoptaget.

Social- og Indenrigsministeriet er blevet opmærksom på, at der har været fejl i enkelte af de satser, som ministeriet udsender til kommunerne til brug for beregning af den maksimale sats for tabt arbejdsfortjeneste (ydelsesloftet)

Det kan betyde, at du i en årrække har fået udbetalt en for lav ydelse i forhold til den, som du har krav på efter serviceloven.

Genoptagelse af din sag

Hvis du har modtaget tabt arbejdsfortjeneste til pasning af et sygt eller handicappet barn i en eller flere perioder siden 2012, og din indtægt er så høj, at du har modtaget det maksimale beløb for tabt arbejdsfortjeneste, kan du måske få genoptaget din sag.

Hvor høj en indkomst skal du have haft for, at du evt. er omfattet af muligheden for genoptagelse?

Din månedlige bruttoindtægt skal mindst have været som følger, for at du har været omfattet af reglen om ydelsesloftet.

2013 – 27.940 kr.

2014 – 28.443 kr. 

2015 – 28.870 kr. 

2016 – 29.274 kr. 

2017 – 29.918 kr. 

2018 – 30.576 kr.

2019 – 31.249 kr.

Du kan muligvis have ret til genoptagelse

Det kan føre til, at du kan have ret til yderligere udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste. Det kan dog også være, at du ikke har ret til yderligere tabt arbejdsfortjeneste, selv om din sag er afgjort med for lidt udbetalt tabt arbejdsfortjeneste. Det gælder f.eks., hvis vi kan kræve tabt arbejdsfortjeneste tilbagebetalt. Dit krav på yderligere tabt arbejdsfortjeneste kan også være forældet.

Du skal selv kontakte Silkeborg Kommune

Vi har siden Social- og Indenrigsministeriets henvendelse den 6. februar 2020 undersøgt, hvilke sager, der er omfattet af ministeriets fejl. Vi har også undersøgt, om vi selv kan finde alle de sager, der skal genoptages. Vi kan desværre ikke med tilstrækkelig sikkerhed finde alle sager uden brug af et meget stort antal ressourcer. Derfor annoncerer vi nu efter sagerne.

Hvis du mener, at din sag skal genoptages eller hvis du har spørgsmål, kan du kontakte os via Digital post på Borger.dk att.: Familie og Børnehandicap.

Du kan læse mere om Social- og Indenrigsministeriets henvendelse her 

 

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top