Onsdag 14. april havde plejecenteret Solgården i Kjellerup fint, digitalt besøg af social- og ældreminister, Astrid Kragh.
Solgården, som ligger i Kjellerup, er et profilplejecenter for ældre borgere med et alkoholmisbrug. Og de har specialiseret sig i plejen af lige præcis den borgergruppe.
Forud for besøget havde Ældre Sagen peget på netop Solgården som særligt interessant i forhold til snittet mellem social- og ældreområdet og det særlige relationelle arbejde med borgerne, som medarbejderne gør meget ud af.
Derfor var direktør for Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, også med på det virtuelle besøge sammen med medarbejdere fra Solgården, en beboer og en pårørende.
– Ministeren var indledningsvis interesseret i at vide lidt om, hvordan vi har tacklet coronasitiationen og de nødvendige restriktioner. Og så talte vi om vores daglige arbejde med borgerne her – både i forhold til vores aktiviteter og den måde, vi er sammen med borgerne på, fortæller Tina Charlotte Pedersen, leder af Solgården.
Astrid Krag fik også mulighed for at tale med et af plejecenterets borgere, Carsten, som fortalte lidt om sit liv før Solgården og om hverdagen nu.
Derudover blev der også tid til en snak med Thomas, som har en mor på plejecenteret og med en medarbejder fra Solgården.
– Selv om det hele foregik digitalt – og på den måde var lidt anderledes – så var det en rigtig god oplevelse, hvor både beboere, pårørende og personale følte sig hørt. Og ja, så er det jo en stor anerkendelse af Solgården, at ministeren giver sig tid til at blive klogere på vores arbejde, slutter Tina Charlotte Pedersen.