Coronastatus tirsdag 10. november 2020
Coronastatus tirsdag 10. november 2020
Smittestatus i Silkeborg
Det går desværre igen den forkerte vej. Det seneste døgn er 17 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er ti flere end i går. De seneste syv dage er 71 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 76 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er 11 flere end i går. Tallet er over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.
Hold nu fast, Silkeborg!
Vi skal have brudt smittekæderne: Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn.
Bliv testet for coronavirus
Testcenteret på Søholt er åbent alle dage 9-17. Bestil tid på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer. Se løbende ændringer i teststeder og åbningstider på www.rm.dk.
To skoler sender 381 elever hjem
Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at nogle elever og medarbejdere på to skoler er testet positiv for smitte med coronavirus. For at bryde eventuelle smittekæder har skolerne derfor bedt de elever og medarbejdere, som vurderes at kunne have været i nær kontakt med de smittede, om at blive hjemme i isolation indtil de er testet negative for smitte.
På Sejs Skole er en elev og en medarbejder testet positiv for smitte, og 215 elever er blevet bedt om at blive hjemme.
På Buskelundskolen er en medarbejder testet positiv for smitte, og 166 elever og 15 medarbejdere er blevet bedt om at blive hjemme.
Der bliver etableret fjernundervisning for eleverne. Elever og medarbejdere må vende tilbage, når de er testet negative for smitte og ikke har symptomer. Forældre, elever og medarbejdere er informeret. Der gennemføres rengøring af de berørte klasselokaler på skolerne.
Karolinelundcenteret tester 42 beboere for smitte
Silkeborg Kommune har fået meddelelse om, at en medarbejder ved plejecenteret Karolinelundcenteret i Gjern er testet positiv for smitte. Alle retningslinjer omkring afstand, brug af værnemidler m.v. er overholdt. Ud fra et forsigtighedsprincip bliver alle 42 beboere og ca. 60 medarbejdere nu testet for eventuel smitte. Beboere, pårørende og medarbejdere er informeret.
Coronastatus mandag 9. november 2020
Smittestatus i Silkeborg
De seneste tre dage er antallet af smittede faldet lidt i Silkeborg. Det seneste døgn er 7 nye smittede med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er én mindre end i går og halvt så mange som i fredags. De seneste syv dage er 61 nye smittede, og målt pr. 100.000 indbyggere har Silkeborg 65 nye smittetilfælde den seneste uge. Det er fire færre end i fredags. Tallet er over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med. Kun tre ud af Danmarks 98 kommuner ligger under bekymringsgrænsen, og den højeste smitte i en kommune ligger på over 500 smittede i den seneste uge pr. 100.000 indbyggere. Krisestaben følger situationen tæt og er i daglig kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed for at hjælpe med smitteopsporing, så smittekæderne kan blive brudt.
Fem skoler sender 275 elever hjem og tre dagplejesteder lukker midlertidigt
I løbet af weekenden og mandagen har Silkeborg Kommune fået meddelelse om, at en række elever og medarbejdere på fem skoler er testet positiv for smitte med coronavirus. For at bryde eventuelle smittekæder har skolerne derfor bedt de elever og medarbejdere, som vurderes at kunne have været i nær kontakt med de smittede, om at blive hjemme.
På Hvinningdalskolen er en elev testet positiv for smitte, og 72 elever og 6 medarbejdere er blevet bedt om at blive hjemme.
På Vestre Skole er en medarbejder testet positiv for smitte, og 60 elever og 7 medarbejder er sendt hjem.
På Langsøskolen er en elev testet positiv for smitte, og 17 elever og 4 medarbejdere er sendt hjem.
På Sølystskolen er to elever testet positiv for smitte, og 88 elever og 11 medarbejdere er sendt hjem.
På Skægkærskolen er en elev testet positiv for smitte, og 38 elever og 6 medarbejdere er sendt hjem.
Elever og medarbejdere må vende tilbage, når de er testet negative for smitte og ikke har symptomer. Forældre, elever og medarbejdere er informeret. Der gennemføres rengøring af de berørte klasselokaler på skolerne.
Silkeborg Kommune har desuden fået meddelelse om, at en dagplejer i Silkeborg by er testet positiv for smitte, og det vurderes at to andre dagplejere og 8 børn kan have været i nær kontakt med den smittede. De tre dagplejesteder er derfor midlertidigt lukket ned. Børnene må komme tilbage, når dagplejere og børn er testet negative for smitte, eller når børnene ikke har haft symptomer på smitte i syv dage fra mulig nær kontakt.
Mundbind skal nu også bæres ved besøg på jobcentre og i borgerservice
Sundhedsmyndighederne indfører nu også krav om mundbind på jobcentre og borgerservice i Danmark. Kravet gælder de dele af jobcentrene og borgerservice, hvor der er offentlig adgang. Der vil blive skiltet om brug af mundbind på stedet.
Det er nu, vi skal holde fast, Silkeborg
Bliv hjemme, hvis du er syg. Se færre venner og bekendte. Brug mundbind. Og følg de fem generelle råd: Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit. Host eller nys i dit ærme. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt. Vær opmærksom på rengøring. Hold afstand og bed andre om at tage hensyn.
Bliv testet for coronavirus
Testcenteret på Søholt er åbent alle dage 9-17. Bestil tid på www.coronaprover.dk. Det er gratis at blive testet og svaret kan ses på sundhed.dk indenfor 72 timer. Se løbende ændringer i teststeder og åbningstider på www.rm.dk.