Coronavirus: Flere end 30 henvendelser om at levere værnemidler

Onsdag efterlyste Silkeborg Kommune borgere og virksomheder, som har værnemidler i overskud, og henvendelserne nærmest vælter ind. Borger og virksomheder står i kø med værnemidler, og på under et døgn har Silkeborg Kommune fået over 30 henvendelser om samlet over 60 forskellige værnemidler.

– Hjælpsomheden er helt overvældende. Vi er i forvejen godt med på værnemidler i Silkeborg, men nogle produkter er blevet meget svære at skaffe, og derfor er det rettidig omhu at afsøge alle muligheder for at skaffe værnemidler, så vi ved, hvor vi kan gå hen, når vi begynder at mangle noget, siger Søren Boisen, leder af Silkeborg Kommunes indkøbs- og udbudsteam.

– Vi har fx fået 9 æsker handsker fra en landmand, Tandprotese Klinikken har doneret engangsforklæder, Føtex på Nørrevænget i Silkeborg har doneret handsker og forklæder, og virksomheden Proces-Data har doneret flere tusinde ansigtsvisirer, så vi ikke længere efterspørger visirer. Det er blot nogle af de donationer og tilbud om køb af værnemidler, vi har fået, fortæller Søren Boisen.

Flere medarbejdere er helt naturligt blevet en smule bekymrede over efterlysningen, fordi de frygter, at Silkeborg Kommune kan løbe tør for værnemidler, så de står uden værnemidler i deres arbejde.

– Vi står ikke akut og mangler værnemidler. Hver dag bruger vi imidlertid mange tusinde værnemidler, og derfor skal vi i tide sikre os, at vi kan få nye forsyninger. Det handler om rettidig omhu, så vi ikke pludselig står i en situation, hvor vi er løbet tør for et nødvendigt værnemiddel, og ikke ved, hvor vi skal henvende os for at få nye forsyninger, siger Søren Boisen.

Silkeborg Kommune er fortsat interesserede i henvendelser fra borgere, foreninger og virksomheder, der har:

  • Servietter til desinfektion af overflader (skal indeholde mellem 70-85 % ethanol)
  • Engangsforklæder
  • Engangskitler med lange ærmer, der lukkes bagpå (både vandtætte og væskeafvisende)
  • Engangshandsker – særligt i størrelse medium og large (nitril og latex)
  • Kirurgiske mundbind
  • Mundbind med visir
  • Masker
  • Æsker mv. skal være uåbnede.

Ønsker man at afsætte sine værnemidler til kommunen, skal man sende en mail til depot@silkeborg.dk med information om, hvad man har. Vedhæft gerne et billede eller et datablad, hvis man har det. Så tager kommunen kontakt tilbage og aftaler nærmere. 

Medarbejdere på Hjælpemiddeldepotet efterser de indleverede værnemidler, inden de fordeles videre til brug i institutionerne.

For yderligere information kontakt Søren Boisen, leder af Indkøb og udbud, tlf. 20 59 83 69, soren.boisen@silkeborg.dk.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top