Når flere end 2000 medarbejdere i dagplejen, daginstitutionerne, skoler og SFO’er møder ind på arbejde tirsdag efter påske, får de et lynkursus i hygiejne, inden dagtilbud og skoler åbner for børn og elever.
Silkeborg Kommune har lynproduceret et kursus i god hygiejne til medarbejdere i dagtilbud og skoler. Videokurset giver medarbejderne et hurtigt overblik over:
- Hvordan smitter coronavirus?
- Hvad er symptomerne på sygdommen?
- Hvordan forebygger man smitte?
- Hvordan får børnene gode rutiner for håndhygiejne
- Hvad skal de voksne gøre for at sikre god hygiejne?
- Hvor er god håndhygiejne særligt vigtig?
- Hvordan vasker man hænder grundigt?
- Hvordan bruger man håndsprit?
– God håndhygiejne, hyppig rengøring og afstand er tre nøgleredskaber, når vi åbner dagtilbud og skolerne igen. For de fleste medarbejdere er det et genopfriskningskursus. Især i dagplejen og i daginstitutionerne, er medarbejderne i forvejen vant til at håndtere og undgå smitte blandt børnene, når de har fx influenza og andre børnesygdomme, siger børne- og familiechef Jette Stencel og skolechef Thomas Born Smidt, Silkeborg Kommune.
Pædagoger, lærere, rengøringspersonale og andre medarbejdere arbejder i øjeblikket på højtryk for at blive klar til genåbningen af dagtilbud og skoler. Det er blandt andet en stor logistikopgave. Møbler skal flyttes rundt for at skabe mere plads og gøre rengøringen nemmere. Sæbe, håndsprit, håndservietter, engangshandsker m.v. skal skaffes frem. Medarbejderne skal på et hygiejnekursus, og medarbejderne skal organisere en ny hverdag med hyppige håndvask, ekstra rengøring, og tilstrækkelig afstand inde og ude, så åbningen for børn og elever bliver tryg og sikker for alle, samtidig med, at der skabes et godt pædagogisk tilbud og en god skole indenfor de sundhedsmæssige retningslinjer.
Forældre får besked via Tabulex (dagplejen), Daycare (daginstitutioner) og Aula (skoler), hvornår børnene og eleverne konkret kan møde ind i dagtilbud og skoler.