Silkeborg Kommune har i 2017 fået 548 nye boliger. Det er over dobbelt så mange boliger som i 2016 og det højeste antal siden finanskrisen.
Silkeborg Kommune har netop opgjort udviklingen i nye boliger, og opgørelsen glæder Steen Vindum, borgmester i Silkeborg Kommune.
– Det glæder mig, at Silkeborg Kommune er i vækst og udvikling. Det mærker vi jo hver eneste dag, os der bor og arbejder her, men når man ser tal som disse, får man den positiv fornemmelse bekræftet. Det er både erhvervsudviklingen og boligudviklingen vi ser tage et markant ryk, og udviklingen finder sted i store dele af kommunen.
Højeste antal boliger siden finanskrisen
Antallet af nye boliger faldt markant ved krisen, hvor antallet af nye boliger i Silkeborg Kommune gik fra mellem 454 og 734 nye boliger fra før 2008 til 241 nye boliger i 2009. Nu er niveauet det samme som før krisen – en tendens som forventes at fortsætte de næste mange år.
Tallene overrasker ikke Trine Ribergaard Skammelsen, plan- og byggechef i Silkeborg Kommune.
– Vi har gennemført mange lokalplaner og byggesager og mærker, at der er tryk på byggeriet. Der kommer mange henvendelser fra bygherrer og private, der ønsker at opføre byggeri. Med den planlægning og udvikling vi oplever, forventer vi, at der også i de kommende år vil blive bygget rigtig mange boliger i Silkeborg Kommune, siger Trine Ribergaard Skammelsen.
Der bygges overvejende rækkehuse
Det er primært rækkehuse, som opføres i kommunen. I 2017 blev der bygget 192 rækkehuse modsat 94 i 2016. Særligt i Lysbro er der blevet bygget mange rækkehuse de sidste år, og Lysbro-Funder bidrager generelt til det høje tal med i alt 225 nye boliger i 2017.
Modsat sidste år, er der også indflyttet mange etageboliger, og hovedparten er kommet i Silkeborg Midtby. En udvikling som forventes at blive forstærket i den kommende tid, når store projekter som Søtorvet og Papirtårnet står klar.
Udvikling i hele kommunen
Den største boligudvikling er sket i Silkeborg By og Funder-Lysbro, men der er også kommet flere nye boliger i den nordlige og den sydlige del af kommunen. Eksempelvis er der i Ans kommet 25 nye boliger og i Virklund og Them er der opført henholdsvis 14 og 10.
Indflyttet bolig: en bolig som bliver indflyttet for første gang. Det kan være alle typer af boliger som parcelhus, etage- og rækkehus. For et etagebyggeri tæller hver lejlighed med som en selvstændig bolig.