Anerkendte musikere giver tangokoncert i Silkeborg

Anerkendte musikere giver tangokoncert i Silkeborg

Den 8. marts kan du besøge tangoens verden, når Prinsens Musikkorps, Andrea Pellegrini og Bjarke Mogensen gæster Silkeborg til en tangokoncert.

Tangoens musikunivers gemmer på dramatisk musik og store følelser. Du kan opleve tangoens mange facetter, når Prinsens Musikkorps sammen med accordionist Bjarke Mogensen og mezzosopran Andrea Pellegrini spiller i Silkeborg.

Silkeborg Kommune er kendt for sit rige kulturliv, og med tangokoncerten får borgerne mulighed for at opleve klassisk musik af høj kvalitet.

Praktiske informationer

Tid: 8. marts 2019 kl. 19.39
Sted: Mariehøj Kirke, Vestre Allé 9, Silkeborg.

Læs mere og køb billet her

Musikerne
Bjarke Mogensen er internationalt anerkendt for sit virtuose accordionspil, der strækker sig lige fra folkemusik til nyskrevet musik og improvisation. Som 13-årig debuterede han som solist med Münchens Symfoniorkester. Siden har Bjarke Mogensen spillet solokoncert i Carnegie Hall i New York og spillet sammen med de bedste orkestre over hele verden. Herhjemme er Bjarke Mogensen måske mest kendt for at vinde DR2’s klassiske talentkonkurrence for unge solister, ‘Spil for livet’ samt P2’s Kammermusikkonkurrence – og fra Vild med Dans, hvor han er solist ved tango-aftenerne.

Andrea Pellegrini er en af Danmarks mest anerkendte mezzosopraner og er kendt for at prøve kræfter med mange forskellige genrer. Hun har med roller i forestillinger som ‘Barberen i Sevilla’ og ‘Figaros Bryllup’ sunget sig ind på de danske operascener med stor overbevisning. Som rytmisk sanger har hun gjort sig bemærket bl.a. i The Piazzolla Project, og i efteråret havde hun en af hovedrollerne i musicalen ‘Jordens Søjler’ på Det Ny Teater i København.

Koncerten dirigeres af Prinsens Musikkorps’ chefdirigent, Ole Edvard Antonsen. Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre professionelle musikkorps, der repræsenterer Forsvaret ved en lang række begivenheder.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen