Byrådet har 22. marts godkendt en ny aftale for et godt nærdemokrati, som skal stræbe efter at være det bedste i Danmark, fordi et godt nærdemokrati er vejen til de bedste beslutninger.
Den nye aftale – Samarbejdsaftale for et godt nærdemokrati – er en revision af en tidligere aftale.
I den nye aftale er der lavet ændringer blandt andet i, hvordan den tidlige og løbende inddragelse skal foregå, og så er kodeksordene ændret fra syv til seks, som nu er:
- Forventningsafstemning
- God dialog
- Tidlig og løbende inddragelse
- Saglighed
- Koordinering
- Synlighed
Udover kodeksordene, som er med til at beskrive det optimale samarbejde for et godt nærdemokrati, er der en beskrivelse af de tre parters rolle i nærdemokratiet, lokalrådene, politikerne og administrationen.
Lokalrådene har været involveret i at lave den nye samarbejdsaftale, som har været i høring hos dem og hos de politiske udvalg.