Akutpladser finansieres nu af Silkeborg Kommune

Akutpladser finansieres nu af Silkeborg Kommune

Sundheds- og Ældreudvalget har netop besluttet, at Silkeborg Kommunes to akutpladser fremadrettet skal finansieres af kommunen.

Fremadrettet vil der ikke være nogen egenbetaling for brug af Silkeborg Kommunes to akutpladser. Det har Sundheds- og Ældreudvalget netop besluttet.

Akutpladserne er til borgere, der akut har brug for højt kvalificeret observation, pleje og eller lægeordineret behandling, men hvor hospitalsindlæggelse ikke er nødvendig.

Det kan fx være i forbindelse med forværring af en kronisk lidelse, ved akut opstået sygdom eller på grund af faldtilfælde.

Kommunens to akutpladser ligger på Gødvad Plejecenter, hvor der er sygeplejersker tilstede hele døgnet, som kan foretage faglige vurderinger af fx smertestillende behandling eller vurdere, hvornår en lægeordineret behandling skal sættes i gang.

– Jeg er godt tilfreds med, at vi har fjernet egenbetalingen på akutpladserne, som mange andre kommuner efterhånden også har gjort. Akutpladsen er i de fleste tilfælde et alternativ til en hospitalsindlæggelse, så synes jeg, at det er helt rimeligt, at kommunen betaler den udgift, siger Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg Kommune.

Et ophold på en akutplads kan som udgangspunkt vare op til tre dage. Og herefter bliver borgeren typisk henvist til en af kommunens midlertidige pladser. Her er målet at hjælpe borgeren tilbage til egen bolig så selvhjulpen som muligt og med den højest mulige grad af livskvalitet.

– Målet er altid at få borgerne hjem i vante rammer, så de kan fortsætte den hverdag, de kender. Vores opgave er, at give dem så gode forudsætninger som muligt – vi tror nemlig på, at det giver livskvalitet at kunne mestre hverdagen selv, slutter Gitte Willumsen.

Yderligere information

Gitte Willumsen, formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Silkeborg Kommune: 25 30 60 35

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen