Aktivitetscentrene er meget mere end banko og hækling

Uanset om man ønsker at forbedre sine engelskkundskaber, diskutere kunst eller hugge i sten er mulighederne mange på kommunens fem brugerstyrede aktivitetscentre.

”Hvis man vil udnytte mulighederne, er der godt nok mange,” siger Else Lambæk, som flere gange om ugen kommer i Rosengårdcentret, et af kommunens fem aktivitetscentre.

Hun flyttede til byen for seks år siden fra Kerteminde, og Rosengårdcentret er en af grundene til, at hun er faldet så godt til i Silkeborg. ”Her i huset er der et åbent fællesskab, hvor folk har omsorg for hinanden, spørger ind til og hjælper hinanden,” siger hun.

Det kan Jonna Melau Jensen og Lone Engmark-Petersen tale med om. De har boet i Silkeborg det meste af livet og har de senere år begge været flittige brugere af Rosengårdcentret.

”Vi har et hold venner, som hele tiden har sagt: ’Vi skal ikke med ned i aktivitetscentret, så gamle er vi ikke endnu’ til trods for, at min mand og jeg er kommet hernede, siden vi var 60. Nu er de da endelig kommet herned, og de jo utrolig glade for det,” fortæller Jonna Melau Jensen.

Det gode fællesskab er vigtigt

Aktivitetscentrene er åbne tilbud til alle borgere i kommunen, som er fyldt 60 år eller er førtidspensionister. Flere tusinde seniorer benytter hver uge centrene, hvor man gør meget for at sikre åbne og indbydende fællesskaber. 

”Os, der er vandt til at komme i husene, er gode til at se, hvis der kommer nye, og vi gør meget for, at fællesskaberne er åbne,” siger Lone Engmark-Petersen. 

Mange kommer i forbindelse med en eller flere af de godt 100 aktiviteter, som hver uge foregår rundt om på centrene, men der er også mange, som kommer for at drikke en kop kaffe, købe et måltid mad eller deltage i centrenes åbne arrangementer. I flere af centrene er der fællesspisning, foredrag, udflugter, koncerter og meget andet, som blot kræver tilmelding til de enkelte arrangementer.

”I Rosengårdcentrets cafe kan man uden videre gå ind og spise, alle dage på nær lørdag. Det er en god anledning til at komme inden for døren, og når man sidder i cafeen, kan man mærke lidt af husets stemning,” fortæller Else Lambæk.

Mange gode aktiviteter  også for mænd

Udvalget af aktiviteter i centrene er meget bredt. Uanset om man interesserer sig for historie og politik, vil forbedre sine madlavningsfærdigheder eller savner duften af savsmuld, er mulighederne mange. 

Da Per Sørensen første gang kom i Rosengårdcentret, var det værkstedet, som tiltrak sig hans opmærksomhed. I dag er han flittig bruger af centrets mange tilbud.

”Jeg har fået en del nye kontakter, som jeg ellers ikke ville kende, og der er mange gode tilbud her,” siger han. ”Der er noget for stenhuggere, malere, frimærkesamlere og dem, som kan lide at arbejde i læder eller lave god mad.”

Er du fyldt 60 år eller tilkendt førtidspension, er du velkommen i alle fem aktivitetscentre, uanset hvor i kommunen du bor.

Du kan læse meget mere om de fem aktivitetscentre, de mange arrangementer og aktiviteter her.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top