Midtjysk Brand & Redning ophæver med øjeblikkelig virkning det afbrændingsforbud, der blev udstedt for Silkeborg Kommune 5. juni 2018.
Midtjysk Brand & Redning oplyser, at ophævelsen sker på baggrund af de seneste dages regnvejr, som har medført en væsentlig forbedring i tørkeindekset for kommunen. De seneste dage har der heller ikke været udrykninger til naturbrande.
Midtjysk Brand & Redning følger fortsat udviklingen og er klar til at indføre et afbrændingsforbud igen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Der opfordres fortsat til generel forsigtighed og omtanke, ikke mindst i forhold til ukrudtsbrænderne, der er årsag til særligt mange brande i sommerhalvåret.
Krav til Skt. Hans bål
I forhold til de kommende Skt. Hans bål oplyser Midtjysk Brand & Redning også, at følgende afstandskrav:
- 30 meter fra bygninger med hårdt tag
- 60 meter fra letantændelige markafgrøder
- 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger, plantager og hedearealer og oplag af brandfarlige stoffer og andet letantændeligt materiale
Derudover bør disse forholdsregler også følges:
- Brug aldrig brandfarlige væsker, når du tænder bålet
- Hold øje med bålet og forlad det først, når ild og gløder er helt slukket – hæld gerne vand på
- Vær særligt opmærksom på børn og dyr i nærheden af bålet – de kan let komme til skade
- Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet
- Hav slukningsmidler klar i nærheden af bålet