Tilbud om rådgivning til familier med børn i 0-18...

Stor interesse fra private investorer for at udvikle Vollsmose

Mandag den 11. januar var der frist for indgivelse af ansøgning om prækvalifikation til den attraktive rolle som fjerde part i et arealudviklingsselskab, der kan udvikle 370.000 m2 byggegrunde og stå for et estimeret salg af 160.000 etage-m2 byggeretter i Vollsmose.

6 interesserede investorer havde budt ind på opgaven. Alle 6 levede op til udbudskriterierne og 5 er udvalgt til prækvalifikation. Blandt de prækvalificerede er både pensionsselskaber, investeringsfonde og private investorer.

Som et led i etableringen af det nye Arealudviklingsselskab, vil der blive udviklet en særskilt plan for de nye boliger og erhverv, som selskabet skal byggemodne og sælge arealer til.

At så mange investorer har set mulighederne i udviklingen af Vollsmose, glæder byens borgmester:

“Vi har besluttet at forandre Vollsmose fundamentalt og det er en stor opgave, hvor kun få investorer har musklerne til at være med. Vi vil skabe en ny bydel med nye, attraktive boliger, som kan danne rammen om det gode liv, som alle odenseanere skal have mulighed for at leve – også i Vollsmose. Derfor er jeg utroligt tilfreds med, at vi har fået hele seks seriøse ansøgninger om at være med til at gennemføre et af Danmarks mest ambitiøse bydelsprojekter. Den fysiske omdannelse af Vollsmose er det konkrete billede på de høje ambitioner, vi har for Odenses vel nok mest omtalte bydel,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Udbudsprocessen fortsætter

Den videre dialog med de 5 prækvalificerede investorer går nu i gang og fortsætter frem til april i år.

Hos parterne bag omdannelsen af Vollsmose er der stor tilfredshed med forløbet af udbudsprocessen:

Formand for FAB, Erling Nielsen udtaler:

“Jeg er glad for at kunne konstatere, at de private investorer deler vores syn på Vollsmose, som en bydel fuld af potentiale. Vi har brug for en visionær og robust samarbejdspartner for at gøre vores ambitiøse planer for Vollsmose til virkelighed og med de ansøgninger, der nu er kommet ind, er jeg sikker på, at vi finder den helt rigtige.”

” Vi er allerede godt begyndt med omdannelsen af Vollsmose. Vi glæder os over nu at kunne komme i dialog med de private investorer. Det er vigtigt for os at få alle perspektiver på Fremtidens Vollsmose og lykkes det os at finde en god samarbejdspartner gennem dialogen, er vi kommet et stort og vigtigt skridt nærmere realiseringen af vores fælles vision om Fremtidens Vollsmose” siger formand for Civica, Flemming Jensen.

Til sommer skal de prækvalificerede ansøgere afgive deres endelige bud på opgaven.

Udbuddet afgøres i september 2021.

Hele konkurrencen løber fra primo november 2020 og frem til september 2021.

Fakta om Fremtidens Vollsmose

Frem mod år 2030 omdannes Vollsmose-bydelen i Odense til en attraktiv og velfungerende bydel.

Odense Kommune og boligorganisationerne FAB og Civica har sammen iværksat det langsigtede byudviklingsprojekt, som er et af Danmarks mest ambitiøse.

Fremtidens Vollsmose er en bæredygtig bydel, hvor grønne områder, byliv og erhverv går hånd i hånd.

Det skal være attraktivt at bo i – og besøge – fremtidens Vollsmose, fordi det er en bydel med varieret arkitektur og et rigt kultur- og fritidsliv.

Vollsmose består i dag af almene boliger opført mellem 1967 og 1981. I de kommende år opføres 1.600 private boliger, 1.000 almene familieboliger rives ned og de resterende 1.800 almene boliger bliver renoveret.

Som led i omdannelsen opretter de tre parter et Arealudviklingsselskab med mulighed for deltagelse af en privat investor.

Arealudviklingsselskabet skal udvikle 370.000 m2 byggegrunde i Vollsmose og stå for salget af omkring 160.000 m2 byggeretter.

Investoren får mulighed for at købe et areal til mindst 300 boliger og at blive bygherre på et muligt kontorhus med 500 offentlige arbejdspladser.

Læs mere om Fremtidens Vollsmose på hjemmesiden

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen