Tilbud om rådgivning til familier med børn i 0-18...

Revideret Fritidspolitik sætter fokus på nye områder

Der er blevet plads til to nye fokusområder i den reviderede Fritidspolitik, som Folkeoplysningsudvalget har vedtaget for 2021-2025. Fokusområderne er en del af den samlede fritidspolitik, og de peger på steder, hvor der er et ønske om en målrettet kommunal indsats.

De to nye fokusområder er :

Sammenhængskraft i fællesskaber – fritidsliv som en essentiel del af velfærden

Vi anerkender fritidslivet for den enorme effekt, som det har for velfærden og det gode liv. Dette skal blandt andet ske ved at:

  • skabe overblik over fritidslivets mange aktører og sikre en nem og tilgængelig adgang til disse fritidsaktiviteter for alle kommunens borgere.
  • understøtte offentlige-private partnerskaber og sikre samarbejde mellem fritidslivets mange aktører og Odense Kommunes interne velfærdsinstitutioner.
  • arbejde for, at fritidsliv og folkeoplysning er for alle uanset alder, køn, etnicitet og social baggrund.

Sammenhængskraft i naturen – friluftsliv og udeaktiviteter

Alle borgere skal have mulighed for et aktivt friluftsliv, både i naturen og i byens rum. Dette skal blandt andet ske ved at:

  • afsøge mulighederne for etableringen af områder, hvor der vil kunne afvikles spejderlejre, landslejre og lignende aktiviteter og arrangementer.
  • videreføre ambitionen om at blive Danmarks Grønneste Storby og således skabe rammerne for friluftsliv og udeaktiviteter i byens rum.
  • sikre etableringen af mødesteder, der kan virke som platforme for naturoplevelser og friluftsaktiviteter for borgere, foreninger og gæster.

Vigtigt for velfærden

By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) er meget tilfreds med de nye fokusområder, som forvaltningen skal udarbejde strategier og handleplaner for, så de gode tanker kan blive til virkelighed.

– Der er ikke tvivl om, at fritidslivet har en enorm betydning for den enkeltes sundhed og trivsel. Det er en afgørende del af velfærden, at vi har et velfungerende fritidsliv med tilbud for enhver. Samtidig hæfter jeg mig også ved, at vi skal have fokus på naturen. Vi ønsker at være Danmarks Grønneste Storby, og så er det naturligt, at vi skaber gode rammer for at nyde og opleve naturen, siger Christoffer Lilleholt (V).

I forhold til tidligere er to fokuspunkter taget ud af fritidspolitikken. Det drejer sig om “Sammenhængskraft i børnenes dagligdag – kobling mellem skole og fritid” og “Sammenhængskraft i byens rum – aktive og inspirerende byrum”. Begge områder er nu fast forankret i kommunens opgaveløsning og en del af den daglige drift.

Til gengæld vil “Sammenhængskraft i lokalområderne – optimering af faciliteter og anlæg” fortsat være et fokusområde i de kommende år, hvor der skal være opmærksomhed på gode rammer og fleksibel anvendelse af alle fritidsfaciliteter i byen. Ligeledes skal fritidsfaciliteter tænkes ind som afgørende elementer i byudviklingen.

Hele den reviderede Fritidspolitik kan læses her.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen