Den bedste globale viden inden for klima og bæredygtige løsninger bliver nu hvert år samlet i Odense, når Odense Kommune og Tinderbox præsenterer den nye og ambitiøse klimakonference FORUM.
Det er en årligt tilbagevendende konference i forbindelse med Tinderbox, der udvider med et helt nyt område med et stærkt fokus på klima og bæredygtighed. FORUM skal være stedet, hvor både erhvervsliv, organisationer og borgere bliver inspireret af hinanden og af nationale og internationale oplægsholdere til at fremme den grønne omstilling og nå Odense Kommunes mål om et klimaneutralt Odense.
– Odense Kommune og Tinderbox har længe arbejdet med, hvordan vi i fællesskab kan koble kommunens vedtagne mål om at være klimaneutral senest i 2030 med den enorme, positive energi, der findes i en festival for titusindvis af gæster. En årlig klimakonference skaber nye rum til at mødes om grønne dagsordener og tage del i den demokratiske samtale om bæredygtig adfærd, der er en af forudsætningerne for at indfri vores klimaambitioner. Jeg glæder mig over, at Odense Kommune har dygtige samarbejdspartnere, der tør udvide rammerne og vokse i takt med tiden, fremhæver borgmester i Odense Kommune Peter Rahbæk Juel.
Tinderbox har høje ambitioner for festivalens bæredygtige udvikling, og for festivaldirektør Brian Nielsen er det derfor helt naturligt at udvide festivalen med en klimakonference.
Med en stor festival som Tinderbox følger også et stort ansvar, som vi hvert år arbejder fokuseret med at løfte, så godt vi kan. Jeg er stolt over, at vi i samarbejde med Odense Kommune i år skruer op for ambitionsniveauet og dels involverer det erhvervsliv, som er så vigtig en del af at kunne lykkes med byens bæredygtige udvikling, og dels de borgere og omgivelser, det i sidste ende handler om, siger Brian Nielsen.
FORUM strækker sig over to dage, hvor første dags program er rettet mod erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og organisationer, mens dag to også inviterer borgere og festivalgæster indenfor.
Hos Jysk Fynske Medier bakker hele koncernen op om bæredygtighedsdagsordenen, og som mediepartner ser Fyens Stiftstidendes chefredaktør Poul Kjærgaard frem til at bidrage med journalistik, der skaber handling.
– Der er et åbenlyst behov for at få omsat gode hensigter til handling, når det gælder den grønne omstilling. Og som mediehus har vi en klar ambition om at bidrage til en god udvikling på Fyn. Ambitionen har vi god erfaring med at forløse med grundig og gennemarbejdet journalistik, der inspirerer til at handle, forklarer han.
Blandt oplægsholderne på FORUM er Sebastian Mernild, der er klimaprofessor og leder af SDU Climate Cluster på Syddansk Universitet.
– For SDU har klimaudfordringerne en høj prioritet. Det afspejler sig også i etableringen af SDU Climate Cluster, hvor håbet er at generere viden igennem forskning til gavn for beslutningstagerne og det omkringliggende samfund. Klimakonferencen taler godt ind i den satsning, da vi her kan dele vores viden og på den måde være med til at implementere og arbejde med bæredygtige løsninger, siger Sebastian Mernild.
Som klima- og miljørådmand i Odense Kommune er Tim Vermund (S) optaget af, at byrådets ambitiøse mål om senest i 2030 at gøre Odense klimaneutral bliver indfriet med den bedst tilgængelige viden i hånden. Og det skal den nye klimakonference være med til at sikre.
– FORUM skal være stedet, hvor vi hvert år samler nogle af verdens dygtigste folk inden for klima og bæredygtighed. Konferencen skal inspirere og klæde os alle sammen på til at træffe de klogeste beslutninger for klimaet, og det gælder både os som kommune og byens virksomheder og borgere. For vi når kun målet om klimaneutralitet i 2030, hvis vi alle løfter i flok, understreger Tim Vermund.
Også by- og kulturrådmand Søren Windell (K) har store forventninger til den nye klimakonference på Tinderbox.
– I Danmarks tredjestørste by arbejder vi aktivt med den grønne omstilling på tværs af forvaltninger, og med FORUM kan vi både bidrage med erfaringer og hente inspiration fra andre for at øge momentum i den grønne omstilling nationalt. Der er brug for gode idéer og nye tanker for at komme i mål med omstillingen, siger Søren Windell.
FORUMs hovednavn i år er den hollandske stjerneforfatter Rutger Bregman, der er kendt for sin tale på World Economic Forum, hvor han kritiserede verdens ledere for at have fløjet til mødet i Schweiz i 1500 privatfly – for blandt andet at diskutere klimakrisen.
Programmet tæller også navne som østrigske Christian Felber fra organisationen Economy for the Common Good, bæredygtighedsansvarlig for Carlsberg Tenna Skov, kok og aktivist Nikolaj Kirk og mange flere.
Torsdag 23. juni er FORUM åben for deltagere med konferencebillet, mens der fredag 24. juni er gratis adgang for alle interesserede med eller uden billet til Tinderbox.
- FORUM er en ny og årligt tilbagevendende todages klimakonference på Tinderbox i Odense for både erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, organisationer, festivalens gæster og byens borgere.
- Der bliver skabt et nyt område på festivalen i Tusindårsskoven, som FORUM torsdag og fredag fylder med talks, paneldebatter, musik og et test-site, hvor man kan gå på opdagelse i en række gode eksempler på klimavenlige og bæredygtige løsninger.
- Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Tinderbox og Odense Kommune og med Jysk Fynske Medier som mediepartner.
- FORUM er åben torsdag 23. juni og fredag 24. juni 2022 klokken 10-16. Torsdag er programmet rettet mod erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og organisationer og kræver konferencebillet. Fredag er FORUM åben for alle, og der er gratis adgang.
- Odense Kommune bidrager med 1,4 millioner kroner i 2022 og 1 million kroner årligt i 2023 og 2024.