Odense Kommune og erhvervslivet styrker dialogen med etablering af Myndighedens Advisory Board

Servicekulturen i Odense skal styrkes til fordel for erhvervslivet. Derfor har Odense Kommune valgt at nedsætte et Myndighedens Advisory Board med repræsenter fra lokale virksomheder, der har erfaring med kommunens myndighedsbehandling, samt tre erhvervsorganisationer.

I forvejen findes der et advisory board, som giver input til Odense Kommunes samlede erhvervs- og vækstpolitik. Det nye advisory board vil i stedet have et større fokus på at give forvaltningen tilbagemeldinger på, hvordan byens virksomheder bliver mødt af forvaltningen samt sparre om udviklingen af kommunens servicekultur.

Myndighedens Advisory Board

Det nye advisory board er sammensat af fem virksomhedsledere/ejere foruden Fynsk Erhverv, Restauratørforeningen af 1883 for Fyn og Øerne samt Dansk Byggeri Fyn. Desuden deltager direktør og afdelingsledere fra de områder i By- og Kulturforvaltningen, der har ansvaret for virksomhedernes myndighedsbehandling.

Der var blandt de fremmødte til dialogmødet stor interesse for at blive valgt ind i boardet. Valget faldt på: Karin Peters, Fangel Bioenergi, Ib Enevoldsen, Rambøll, Allan Nielsen, Skøde, Jens Pilholm, Civica og Eva Pasgaard, Odense Aafart.

– Jeg er meget glad for den interesse, som virksomhederne har vist. Til dialogmødet fik vi mange gode emner, som vi kan tage op i Myndighedens Advisory Boards kommende arbejde. Vi oplever, at der i det lokale erhvervsliv er stor interesse for at være i dialog med kommunen, hvilket er meget positivt, da vi har et stort og fælles ønske om at skabe et stærkt erhvervsklima i Odense. Derfor vil vi i fremtiden invitere byens virksomheder til yderligere to dialogmøder om året, siger administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen, Morten Møller Iversen.

Forbedret servicekultur

Arbejdet med at styrke dialogen og samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune falder i god tråd med de ønsker, som Bjørn Hentze, formand for Restauratørforeningen af 1883 for Fyn og øerne har, når det kommer til at fremme mulighederne for et stærkt erhvervsmiljø i Odense.

– De mange regler virker for mange som en uoverskuelig jungle, hvis man for eksempel driver en restauration. Derfor er der behov for, at vi har en tæt dialog mellem erhvervslivet og kommunen, så processen bliver smidig. Jeg synes, at det er en god ide med det nye advisory board, så vi kan sparre med forvaltningen. Af og til oplever en lille cafeejer, at man skal kontakte professionelle ingeniører for at lave udeservering på selv et lille areal. I værste tilfælde kan det koste vækst og udvikling i byen. Derfor synes jeg, at det er en god håndsrækning fra Odense Kommune at lave et advisory board, så vi kan forfølge vores fælles mål om at skabe vækst og udvikling i byen, siger formanden for foreningen, der har 40 medlemmer.

Myndighedens Advisory Board skal mødes op til tre gange i 2022/2023. Boardets medlemmer er valgt for to år ad gangen.

Læs mere:

Erhvervs- og vækstpolitik i Odense Kommune

Restauratørforeningen af 1883 for Fyn og øerne

Fynsk Erhverv

Dansk Byggeri Fyn

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top