Økonomiudvalgets udtalelse om forsinkelse af letbanen

Odense Kommune klar til eventuel sygeplejekonflikt

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har varslet konflikt per den 19. juni 2021, som omfatter både strejke og blokade.

På landsplan omfatter konflikten 10% af medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd. I alt er 13 kommuner udvalgt af DSR, her i blandt dele af København, Aarhus, Aalborg og Odense Kommune. I Odense Kommune er det kun Ældre- og Handicapforvaltningen, der er omfattet.

Det vil blive klart om meget kort tid, om konflikten bliver en realitet, og Ældre- og Handicapforvaltningen er i gang med alle de nødvendige forberedelser.

– Vores opgave er som altid at sørge bedst muligt for borgerne. Vi har derfor gennem noget tid været i gang med at forberede forvaltningen og borgerne på, at en konflikt måske er på vej. Vores nødberedskab tager sig af de mest presserende sygeplejeopgaver, men der er ingen tvivl om, at en del borgere vil kunne mærke det her. Derfor opfordrer jeg alle pårørende til at være ekstra opmærksomme på, hvordan de kan støtte deres kære under konflikten, siger ældre- og handicaprådmand Søren Windell.

Hvis konflikten bliver en realitet, vil det have betydning for borgere, der modtager indsatser fra sygeplejersker. Alle borgere i Odense, der er visiteret til sygepleje, er blevet gennemgået individuelt, og for den enkelte bliver det vurderet, om pågældende kan undvære hjælp i konfliktperioden.

Der bliver oprettet et nødberedskab for de borgere, hvor der udføres sygeplejeopgaver, der er livsvigtige og uopsættelige, eller som er påkrævede for at undgå helbredsfølger eller varigt førlighedstruende følger. Når der ikke længere er det normale antal sygeplejersker på arbejde, kan det også komme til at påvirke hjemmepleje generelt.

Søren Windell uddyber:

– Jeg håber på alles tålmodighed under en evt. konflikt. Når vores hjemmeplejegrupper ikke har sygeplejersker, kan det få en afsmittende effekt på planlægningen af den almindelige hjemmepleje også. Derfor kan det ske, at vi nogle gange er på besøg lidt kortere tid, eller kommer på andre tidspunkter end sædvanligt. Men vi gør selvfølgelig vores bedste for at levere den øvrige hjemmepleje så normalt som muligt.

Konflikten vil også få betydning for ventetider til blandt andet visitation til plejeboliger, dagcentre samt bevilling af hjemmepleje og rengøring. Som borger eller pårørende vil man også kunne forvente længere ventetid på Indgangens telefonbetjening.

Alle borgere, der modtager sygepleje, bliver orienteret om den eventuelle konflikt pr. brev. Og hvis konflikten bliver en realitet, vil de direkte berørte borgere blive kontaktet telefonisk inden deres næste besøg/aftale og senest fredag den 25 juni.

Hvis konflikten kommer, vil Odense Kommune oprette et hotline nummer (63 75 60 10), som vil være åben i hverdage i normal arbejdstid. Man vil også kunne læse mere på www.odense.dk/konflikt (hvis konflikten kommer).

Arbejdspladser, der bliver berørt af konflikten:

  • 11 udkørende grupper (Næsbygruppen, Kalørgruppen, Skibhusgruppen, Dalumgruppen, Tagtækkergruppen, Munkebjergruppen, Sct. Hansgruppen, Stadiongruppen, Hunderupgruppen, Mågebakkegruppen).
  • Sundhedsklinikkerne
  • Plejecenter Øst og Plejecenter Svovlhatten. Da sygeplejersker på disse to plejecentre også varetager sygeplejen på en række andre plejecentre, er følgende reelt omfattet: Øst, Hvenekilden, Marienlund, Sct Hans Parken, Enrum, Svovlhatten, Herluf Trolle og Korsløkke. Dvs. ca. halvdelen af plejecentrene er omfattet.
  • Myndighedsområdet, dog ikke Hjælpemiddelservice og Kommunikationscenter Odense.
  • Sundhed, dog ikke Lysningen og Akutteamet

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen