Plan22+ er en indsats skabt af Plan- og Landdistriktsstyrelsen og den filantropiske forening Realdania. Formålet med indsatsen er at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning frem til 2027.
Odense Kommune har ansøgt om deltagelse med et pilotprojekt, der skal udmunde i en bygherreguide som et værktøj, der forener klimaperspektiver med kvalitet i arkitektur, boliger og bykvarterer. Bygherreguiden skal udvikles som et grundlag for at vurdere, prioritere og diskutere, hvordan klima- og kvalitetshensyn kan indarbejdes i den fysiske planlægning.
Siden 2016 har Odense Kommune haft og udviklet en guide, som omhandler kvalitet i nye byggerier. Værktøjet er vigtigt i arbejdet med at sikre kvalitet i både byggeri og arkitektur, og tanken med pilotprojektet er, at værktøjet gentænkes til også at integrere klimaperspektiver i Odenses nye byggerier.
– Vi har i en årrække arbejdet på at udvikle og sikre kvaliteten i de mange nye byggerier, som vi ser i Odense. Kvalitet og æstetik er meget vigtige parametre for os, men nu får vi også mulighed for at integrere bæredygtigheden i vores værktøj uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det glæder mig, at det også vil ske i en proces, hvor vi kan invitere byudviklere og bygherrer med i arbejdet, så vi styrker det fælles perspektiv på udviklingen af Odenses fysiske miljø, siger rådmand for By- og Kulturforvaltningen, Søren Windell (C).
Skal vise vejen
Målet er, at den fysiske planlægning skal bidrage til statens og kommunernes mål om CO2-reduktioner. Dermed skal Odense Kommune være med til at vise vejen for landets andre kommuner.
– Det er vigtigt, at vi på alle områder tænker klima og bæredygtighed ind i kommunens opgaver. Nybyggeri står for en meget stor andel af vores CO2-udledning, så derfor er der et stort behov for, at vi tager bæredygtigheden med i ligningen, når vi arbejder med nye byggerier, for kvalitet og bæredygtighed går hånd i hånd. Med opdateringen af vores værktøj giver vi forhåbentlig nye byggerier et skub i en mere bæredygtig retning, når der skal bruges nye ressourcer på at bygge nyt, siger rådmand i Klima- og Miljøforvaltningen, Tim Vermund (S).
I introen til Odenses Bystrategi 2023 er angivet en ambition om, at man som by tager ansvar for det globale klima og gør Odense klimaneutral i 2030 på en måde, der samtidig giver nye bykvaliteter.
Målet med pilotprojektet er at bidrage til en praktisk og visuel oversættelse af ambitionerne i bystrategien, og målet er at lykkes sammen med de aktører, som bygger byen, og kommunen vil derfor invitere til dialog om det at konkretisere ambitionerne. Med værktøjet vil kommunen øge bevidstheden, inspirere og vise gode eksempler på løsninger til klima og kvalitet forenet i det byggede miljø.
– I Odense vil vi gerne være nysgerrige på det mulige og undersøge balancepunktet i krav til klima og kvalitet sammen med dygtige fageksperter, private investorer, grundejere og byens borgere. Målet er at sikre et helhedsperspektiv på den langsigtede bæredygtige byudvikling, at udtrykke kommunens ambition og inspirere til tiltag ud over de krav, som vi kan stille med plan- og byggelov, siger byudviklingschef, Anette Kold.
Plan22+ er et partnerskab mellem Plan- og Landdistriktsstyrelsen og den filantropiske forening Realdania. Plan 22+ skal undersøge og vise, hvordan fysisk planlægning kan bidrage til at indfri klimamålsætninger, samtidig med at der sikres rammer for at udvikle velfungerende byer og landområder med høj livskvalitet for mennesker. Et væsentligt element i indsatsen er at give støtte til kommuner til at udvikle og afprøve nye løsninger på, hvordan man kan arbejde med at indfri klimamålsætninger gennem fysisk planlægning.
Læs mere på www.plan22.dk
Odense Kommune er en af 15 kommuner i Danmark, som modtager støtte. Der er givet støtte til i alt 11 projekter i denne første ansøgningsrunde. Plan22+ har valgt at støtte Odense Kommune med 400.000 kroner, som med et tilsvarende bidrag fra Odense Kommune skal bruges til at opdatere værktøjet.