Nu kan du indstille kandidater til Psykiatrirådet

Det er kun et par måneder siden, at Odense Byråd besluttede at etablere et Psykiatriråd i Odense Kommune. Nu er der netop blevet udpeget en formand for det nye råd. Valget faldt på Else Kirk, som har over 20 års erfaring med psykiatrien og mental sundhed.

Nu skal resten af rådet sammensættes, og der er derfor åbnet for indstilling af kandidater. Herefter vil Sundhedsrådmand Tommy Hummelmose i samråd med Else Kirk udpege det endelige råd.

Rådets rolle bliver at have fokus på borgere med en psykiatrisk diagnose, borgere der bevæger sig på kanten af en diagnose, eller som kan være i risiko for at udvikle en diagnose. Det drejer sig både om børn, unge og voksne.

Psykiatrirådet kommer til at have fokus på de udfordringer, der følger for målgruppen i forhold til de kommunale indsatser på psykiatriområdet. Formålet er at skabe sammenhæng mellem region og det arbejde, der foregår i kommunen samt være et sted, hvor Sundhedsudvalget kan gå hen og stille spørgsmål. De skal således være talerør for målgruppen af psykiske sårbare og være med til at forstærke det fælles ansvar for psykiatriområdet i Odense.

Men før de kan komme i gang med arbejdet, skal resten af rådet udpeges. Interessegrupper, organisationer og andre opfordres derfor til at indstille kandidater til Psykiatrirådet.

 

Sådan indstiller du kandidater

For at indstille andre eller dig selv som kandidat til Psykiatrirådet, skal du blot udfylde formularen, som du kan finde ved at klikke her.

Når du har udfyldt formularen, skal du blot sende den til suf@odense.dk

Der er frist for indstilling den 16-01-2023

Valget af medlemmer bliver offentliggjort i uge 5.

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top