Tværfaglighed og samarbejde er afgørende
Behandlingsteamet består af erfarne psykologer, familiebehandlere og børn- og ungelæger. Gennem samtaler og forskellige behandlingsforløb får barnet og familien hjælp til og viden om, hvordan de bedst kan arbejde med den konkrete udfordring.
Hjælpen er ét telefonopkald væk. Når forældre, børn eller unge ringer til behandlingsteamet, vurderer teamet den enkeltes situation, hvorefter den videre hjælp tilpasses det enkelte barns og familiens behov. Behandlingen kan variere fra korte samtaleforløb til længerevarende forløb, der berører flere forskellige aspekter af barnets liv.
– Mistrivsel hos børn og unge kan vise sig på mange, forskellige måder. For at skabe det bedst mulige tilbud til at kunne håndtere de udfordringer, er det afgørende at tilbuddet indeholder forskellige fagligheder, som kan spille sammen. Det er også utroligt vigtigt med et stærkt samarbejde med barnets skole og nærmiljø, fordi det i høj grad vil være de fagpersoner, der er tæt på børnene i hverdagen, som vil kunne pege børnene og deres familier i vores retning, hvis de ikke selv finder vej. Det er også disse fagpersoner, som møder barnet, imens barnet er i et forløb, og også dem, der efterfølgende vil have kontakten til barnet og familien, siger Centerchef Trine Bülow Vadum.
Fagpersoner kan også henvende sig til tilbuddet for sparring, men det vil være nødvendigt for behandlerne i tilbuddet at have den direkte kontakt med børnene, de unge og forældrene for at vurdere, om der i behandlingstilbuddet er indsatser, der kan hjælpe dem, eller om de skal vejvises til et tilbud, der bedre matcher barnets og familiens behov.
Tilbuddet står ikke alene
Et centralt fokus i behandlingsteamet er at skabe tryghed for barnet og familien gennem hele forløbet. Der, hvor behandlingsteamets hjælp ikke er tilstrækkelig, henvises familien videre til andre relevante tilbud, for eksempel til andre tilbud i kommunen, tilbud inden for psykiatrien eller hos frivillige, sociale aktører og foreninger.
Det let tilgængelige behandlingstilbud skal derfor også ses i tæt sammenhæng med de allerede eksisterende tilbud i Odense Kommune.