Ingen akut fare ved fund af DDT i jord på grønt areal i Bellinge

Der er ikke akut sundhedsfare, da jorden skal spises for at udgøre en sundhedsrisiko, men for at tage alle forholdsregler frarådes det at komme i berøring med jorden.

“Beboerne i området kan stadig gå tur på stierne og græsset og bruge det rekreative areal. Men vi fraråder daginstitutioner og andre at bruge legepladsen, da børnene under leg kan komme i kontakt med jorden. Man skal dog spise jorden for at få DDT i kroppen, og mængderne er på et niveau, hvor vi ikke vurderer, at det vil være farligt – men ud fra et forsigtighedsprincip anbefales alligevel at undgå direkte kontakt med jorden. Der er heller ikke fare ved at indånde luften”, siger overlæge Danny Haimes fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det forbudte pesticid stammer fra et nu lukket gartneri, og Styrelsen for Patientsikkerhed råder børneinstitutioner og skovbørnehaver til ikke at bruge området, da børnene kan komme i kontakt med den forurenede jord.  Børn og voksne frarådes generelt at røre ved jorden, men man skal spise en vis mængde jord for at indtage DDT over grænseværdien. Det er sikkert at gå tur i området, hvis man opholder sig på stier og græsarealer.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, som tidligere blev kaldt embedslæge, er der ikke fundet overskridelser af den beregnede sundhedsbaserede grænseværdi for børns indtag af jord i den sydlige ende med en legeplads og boldbane.

Det grønne areal ligger i villakvarteret mellem Bellingevej, Elmegårdsvej og Hækkehusvej, og her har Odense Kommune nu sat skilte op, som fraråder børn og voksne at røre ved jorden. Daginstitutioner og dagplejere i området har fået samme besked.

Odense Kommune ejer det 12.000 kvadratmeter store areal, og Region Syddanmark har fundet DDT i forbindelse med undersøgelsen af et tidligere væksthusgartneri på Bellingevej 60, som lukkede midt i 1980’erne.

I dag er arealet rekreativt område med boldbane og legeplads, og Region Syddanmark har fundet DDT i prøver fra det øverste jordlag og ned til en halv meters dybde i mængder, som overskrider det såkaldte jordkvalitetskriterie på 0,5 mg per kilo jord.

De højeste værdier i undersøgelsen er på 11 mg per kilo, mens den sydlige ende af arealet med legeplads og boldbane har værdier på mellem 0,6 og 1,2 mg per kilo.

Region Syddanmark har også taget prøver i haver ved to boliger i området, hvor gartneriet tidligere har haft væksthuse. Her er fundet DDT i den ene have, hvor der kan være sundhedsrisiko ved kontakt med jorden, men ikke i den anden.  Begge ejere har fået besked.

Gartneriet har ikke haft aktiviteter på andre naboarealer, og Region Syddanmark vurderer, at forureningen er begrænset til de områder, som de har undersøgt, og hvor ejerne er underrettet.

DDT er et pesticid og har været forbudt i mange år. Der er begrænset optagelse af DDT og DDE i kroppen ved indånding og hudkontakt.

Odense Kommune vil nu gå i gang med at undersøge, hvorvidt jorden kan oprenses eller brugerne på anden vis kan sikres mod kontakt af den forurenede jord.

Fakta:

DDT har tidligere været anvendt som insekticid over hele verdenen. Anvendelsen er nu forbudt eller reduceret i mange lande. I Danmark blev alle former for anvendelse forbudt i 1984. DDT nedbrydes langsomt i naturen. DDT omdannes primært til DDE, som er meget stabil. Da DDT og DDE kun nedbrydes langsomt, ikke fordamper eller udvaskes af jorden, vil stofferne kunne findes i jorden i lang tid.

Arealet i Bellinge er undersøgt for stofferne DDT, DDD og DDE i 0-0,2 og 0,4-0,5 meters dybde. De højeste værdier er fundet i jordoverfladen, og alle målte værdier overskrider jordkvalitetskriteriet (0,51-11 mg/kg TS). I den sydlige ende med legeplads og boldbane er fundet værdier mellem 0,6-1,2 mg/kg TS.

www.odense.dk

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

1 kommentar til “Ingen akut fare ved fund af DDT i jord på grønt areal i Bellinge”

  1. Avatar of Charlotte

    Vil bare lige hvorfor I ikke har undersøgt området inden I anlagde en legeplads. Der burde være nogle advarselslamper der lyste, når der nu havde været et gartneri på grunden.
    Når I nu har fundet frem til forureningen efter mere end 30 år, vil jeg lige høre om de børn, som brugte området i 1990 erne, bl.a. dagplejebørn og andre børn fra den tid, bliver registreret med henblik på senere sygdom.
    Ser frem til at høre fra jer
    Mvh Charlotte

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen