Formand udpeget for nyt psykiatriråd i Odense Kommune

Vi oplever et stadig stigende antal borgere med psykiske lidelser. Derfor er psykiatrien også et højt prioriteret område i Sundhedsforvaltningen og Odense Kommune. Deraf udspringer behovet for Psykiatrirådet.

I oktober måned besluttede Odense Byråd at etablere Psykiatrirådet, og allerede nu er formanden fundet. Kvinden, der skal stå i spidsen for Psykiatrirådet, er Else Kirk. Hun har mere end 20 års erfaring med psykiatri og mental sundhed. Hun har blandt andet været med til at starte Center for Mental Sundhed, hvor hun var leder fra 2010 til 2020.

Else Kirk har været en del af den arbejdsgruppe, der stod bag Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan for psykiatrien, som dannede grundlag for den politiske aftale, der blev indgået blandt et flertal af Folketingets partier kort før valget blev udskrevet i september 2022.

Derfor er sundhedsrådmand Tommy Hummelmose yderst tilfreds med, at Else Kirk vil være formand.

– Jeg er rigtig glad for, at Else har takket ja til at blive formand. Hun er enormt dygtig og en faglig kapacitet, som er den helt rette til opgaven, siger Tommy Hummelmose.

Det er derfor en erfaren kvinde, der sætter sig for bordenden, når rådet holder første møde i starten af februar 2023. En opgave hun glæder sig til at tage fat på.

– Det bliver virkelig spændende at komme i gang. Det er visionært for borgere og pårørende, at vi laver et psykiatriråd, som kommer til at binde borgernes behov og virkelighed sammen med indsatserne i både region og kommune, siger Else Kirk, nyudpeget formand for Psykiatrirådet.

 

Men før de kan komme i gang, skal resten af rådet udpeges. Interessegrupper, organisationer og andre opfordres derfor til at indstille kandidater til Psykiatrirådet. Herefter vil Tommy Hummelmose i samråd med Else Kirk udpege de øvrige medlemmer til rådet.

Rådets rolle bliver at have fokus på borgere med en psykiatrisk diagnose, borgere der bevæger sig på kanten af en diagnose, eller som kan være i risiko for at udvikle en diagnose. Det drejer sig både om børn, unge og voksne.

Psykiatrirådet skal særligt have fokus på de udfordringer, der følger for målgruppen i forhold til de kommunale indsatser på psykiatriområdet. Formålet er at skabe sammenhæng mellem region og det arbejde, der foregår i kommunen samt være et sted, hvor Sundhedsudvalget kan gå hen og stille spørgsmål. De skal således være talerør for målgruppen af psykiske sårbare og være med til at forstærke det fælles ansvar for psykiatriområdet i Odense. Det er også noget af det, Else Kirk lægger stor vægt på.

– Det er vigtigt, at det bliver en fælles opgave, hvor vi får både borgere, pårørende, brugerorganisationer, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og andre interessenter med. Det psykiatriske område og udfordringer med mental sundhed er en opgave, vi skal stå sammen om, fortæller Else Kirk. 

Du kan læse mere om, hvordan du indstiller kandidater ved at klikke her.

Der er frist for indstilling den 16-01-2023

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top