De er udvalgt: Nu er en halv million kroner til at styrke fællesskabet for børn og unge blevet fordelt

Lejrture, fællestræning, kæphesteridning, ishockey for begyndere og troldegymnastik er blot få af de mange gode idéer, idrætsforeningerne har søgt tilskud til, hvor der i alt er modtaget 49 ansøgninger og samlet søgt tilskud for 1,5 millioner kroner.

Fælles for de udvalgte projekter er, at de alle har udvist en klar evne til at fremme fællesskaber frem for præstationer gennem leg og bevægelse og skabe en pause fra perfekthedskulturen. De dækker samtidig over en bred vifte af sportsgrene og aktiviteter lige fra svømning, atletik, boldspil, kampsport og gymnastik til kæphesteridning og boldspil for blinde og svagtseende.

De mange ansøgninger og brede udsnit af idrætsforeninger glæder sundhedsrådmand, Tommy Hummelmose, der ser det som afgørende for børn og unges trivsel, at de er en del af et aktivt og trygt fællesskab.

– Det har været en fornøjelse at læse de mange gode idéer fra idrætsforeningerne, som bevidner det store engagement, der hver dag bliver lagt af de mange frivillige. Det er forbilledligt og ikke mindst utrolig vigtigt, fordi de er med til at skabe rum for børn og unge, hvor der er plads til at være sammen med andre uden at skulle præstere. Det bliver spændende at følge de mange projekter, som jeg håber kan få endnu flere til at blive aktive og få et sundt liv, siger Tommy Hummelmose.

For DGI Fyn handler det ikke blot om at få flere med, men i lige så høj grad også om at få flere til at fortsætte med at være aktive i en idrætsforening og dyrke glæden ved bevægelse. Direktør i DGI Fyn, Hans R. Sørensen, er derfor begejstret for at se, at mange af de indkomne idéer handler om netop det.

– Vi ønsker selvfølgelig at få flere ind i de gode fællesskaber i foreningerne, men lige så vigtigt er det, at vi sikrer at flere fortsætter – og ikke kun for at blive eliteidrætsudøver. Det arbejder vi målrettet for i DGI. Idræt skal også være for dem, der bare synes, det er sjovt at bevæge sig og være sammen med andre. Derfor er det fantastisk at se, at mange af projekterne har fokus på det, siger direktør i DGI Fyn, Hans R. Sørensen.

Fokus på inkluderende fællesskaber

I byrådets budget for 2023 fik Sundhedsudvalget 270.000 kr. til fremme af inkluderende og præstationsfrie fællesskaber i perioden 2023-2025. I 2023 havde puljen, som er en del af forståelsespapiret ‘Et skifte til gavn for børn og unges mentale trivsel i Odense’, fokus på kultur og sundhed og var målrettet Odenses foreninger, kulturinstitutioner og uddannelsessteder.

Samarbejdet mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen

Samarbejdet mellem DGI Fyn og Sundhedsforvaltningen betyder, at DGI Fyn har doneret 250.000 kr. til puljen, så det samlede beløb kom op på omkring en halv million kroner. DGI Fyn har bistået Sundhedsforvaltningen med at udvælge ansøgerne, men den endelige udvælgelse har Sundhedsudvalget stået for. Alle idrætsforeninger i Odense har kunnet søge midler fra puljen.

Puljen og samarbejdet med DGI Fyn om at skabe præstationsfrie fællesskaber understøtter arbejdet med Odense Kommunes 2030-handleplan for børn og unges mentale trivsel. 

Her er listen over de 22 foreninger, der modtager tilskud fra puljen:

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top