Cityforening skal gennemføre historisk julemarked

Julemarkedet er et af byens største og mest traditionsrige kulturtilbud, som de seneste 17 år har trukket op til 50.000 gæster fra ind- og udland til det brostenstoppede torv midt i Odense. I foråret opsagde den tidligere arrangør af julemarkedet tilskudsaftalen med By- og Kulturforvaltningen, og i juni bad politikerne i By- og Kulturudvalget forvaltningen om at gå i dialog med foreninger eller institutioner, som tidligere havde vist interesse for at drive markedet. Udvalget besluttede samtidig at sætte ekstra midler af til at sikre gennemførelsen af et julemarked i 2022.

“Jeg er glad for, at Odense Cityforening med kort varsel løfter denne opgave og sikrer, at vi igen i år får julemarkedet, som er blevet en fast tradition for mange odenseanere og gæster i byen. Jeg har selv et nært forhold til julemarkedet og mærker som mange andre hvert år genkendelsens glæde ved at se de festlige boder. Jeg er sikker på, at cityforeningen vil gøre alt for at skabe den rette julestemning. Det er en organisation, som kan løfte opgaven, og jeg ser frem til et besøg på julemarkedet og mærke, hvordan julen sniger sig ind – måske endda med et snefnug eller to”, siger by- og kulturrådmand Søren Windell (C).

Det er gratis at besøge det historiske julemarked og de granklædte boder med kunsthåndværk, gastronomiske lækkerier og gløgg, og mange tusinde gæster har hvert år fået en kunst- og kulturhistorisk oplevelse på markedet, som fokuserer på Danmark i 1800-tallet.

Odense Cityforening skal med aftalen levere oplevelser over to weekender i mindst fire dage med boder og kulturaktiviteter omkring Sortebrødre Torv. Odense Kommune er ifølge aftalen indforstået med, at cityforeningen kun har få måneder til at planlægge det store marked og inddrage samarbejdspartnere fra byens kultur- og erhvervsliv.

“Vi er glade for, at det er lykkedes at lande en aftale for det historiske julemarked i 2022. Markedet har en stor betydning for byen og byens borgere og ikke mindst for tiltrækningen af gæster udefra i julen. Skal det fortsætte de kommende år, kræver det, at man fra politisk side ønsker at investere i at sikre et julemarked”, siger Peter Bøgholm, direktør for Odense Cityforening.

Aftalen mellem Odense Kommune og Odense Cityforening drejer sig kun om julemarkedet for 2022 og udløber til nytår.

Forespørgsler og henvendelser vedrørende bod, optræden eller anden medvirken ved julemarkedet rettes til Odense Cityforening på e-mail: julemarked@city-odense.dk

Se den originale nyhed fra Odense Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top